U17-liga henter topscorer i Roskilde
Martin Albrechtsen — 10.11.2021 15:41
15-årige Asger Oliver Sook Hansen, der er topscorer i Roskilde Boldklub i U17-Divisionen, har skrevet under på en kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2024.
15-årige Asger Oliver Sook Hansen, der er topscorer i Roskilde Boldklub i U17-Divisionen, har skrevet under på en kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2024.
Randers FC henter endnu en talentfuld spiller fra domkirkebyen Roskilde, nemlig 15-årige Asger Oliver Sook Hansen. Tidligere på året hentede Randers FC Alexander Simmelhack i selvsamme Roskilde Boldklub, som har bombet mål ind på det kronjyske U17-ligahold her i efteråret. Nu har Randers FC så sikret sig endnu et angrebstalent fra Roskilde, idét Asger Oliver Sook Hansen har skrevet under med den randrusianske klub.
- Jeg er klar til at tage det næste skridt i min fodboldkarriere, og jeg glæder mig til at spille for Randers FC. Det bliver også spændende at bo på Randers Sports College og få nye skolekammerater, siger 15-årige Asger Oliver Sook Hansen.
Talentchef i Randers FC, Peter Elstrup, glæder sig over, at klubben har hentet endnu en dygtig og talentfuld angriber fra Roskilde Boldklub.
- Asger er en god fysisk og meget hurtig angriber på 187 cm, som er god til at løbe dybt. Asger er født i 2006 og er i øjeblikket topscorer på sit hold i Roskilde Boldklub i U17-Divisionen. Udover at være en dygtig angriber på 9’er positionen, kan han også spille kant. Asger har et teknisk godt og hårdt spark med både venstre og højre ben. Derudover har han potentialet til også at blive dygtig til at lave mål på hovedstød, fortæller talentchef Peter Elstrup.
Asger skal spille på Randers FC’s U17-ligahold fra 1. januar 2022, gå i skole på Randers Realskole i 9. klasse og bo på Randers Sports College sammen med 17 andre unge fodboldspillere.
Velkommen til, Asger. Vi glæder os allesammen til at tage imod dig efter nytår.