To-måls-føring endte i remis efter dramatisk afslutning

Oliver Maltha — 04.11.2021 20:36

Randers FC smed en 2-0-føring i jagten på første europæiske sejr i en kamp, som endte i et sandt drama.

Torsdag aften var det tid til 4. spillerunde i Uefa Europa Conference League, da Randers FC tog imod tjekkiske FK Jablonec hjemme på Cepheus Park Randers. Gruppen var meget lige inden kampen, og derfor ville tre point i aften være helt fantastiske og vigtige i forhold til det videre avancement. Sidste opgør i Tjekkiet endte 2-2, i en kamp hvor hver halvleg, tilhørte hvert hold.

Det var en utrolig livlig start på den vigtige kamp. Efter blot tre minutter truede tjekkerne Randers FC-målet med et hovedstød, men Carlgren var på plads. Få minutter senere satte Tosin Kehinde en fantastisk dribletur sammen, og sendte en kompetent afslutning af sted – den blev reddet af keeperen - returen endte hos Alhaji Kamara, som fik skovlet den i nettet – desværre blev der fløjtet for offside.

Generelt virkede Randers FC’s Tosin Kehinde utrolig veloplagt til den dagens kamp, og det var tydeligt at han var i et stort spillehumør. Det blev også farligst når Randers FC-kantspilleren var involveret. Efter et kvarters spil var han igen på spil. Denne gang med et hovedstød og sidenhen en afslutning, som blev blokeret. I det 20. minut viste Randers FC, at man ikke er grå og kedelige, men faktisk et sprudlende fodboldhold. Stephen Odey modtager bolden i venstre side, hvorefter han afdribler to forsvarsspillere og sender bolden ud til Tibbling, som sender et flot indlæg ind mod Kamara, som lige akkurat ikke kunne få dirigeret bolden i mål. Randers FC kom tættere og tættere på en føring. I det 34. minut måtte Odey se sit hovedstød blive reddet på stregen, og kort efter var Kehinde tæt på en scoring, da Vito Hammerhøy-Mistrati spillede ham fri i dybden. Han forsøgte at loppe bolden indover Jablonec-keeperen, men en god redning holdt Kehinde fra en flot scoring. Mere skete der ikke, og så kunne Randers FC gå til pause med 0-0 i en 1. halvleg, hvor det sidste held og den sidste skarphed manglede.

Skarpheden var til gengæld til at finde i starten af 2. halvleg. Allerede efter 30 sekunder spillede Odey Kamara ned mod baglinjen, hvorefter han sendte en flad bold indover. Først på bolden kom Vito Hammershøy-Mistrati, som sparkede bolden op i det ene hjørne – så stod der 1-0 til de blå heste. Få minutter senere var der igen noget at glæde sig over. Et indlæg fra Tosin Kehinde endte inde hos Alhaji Kamara, som på bedste boksangriber manér stangede læderet i kassen – 2-0 til Randers FC. Randers FC var i denne periode fuldstændig overlegne – alting lykkedes og man holdt tjekkerne fra at skabe chancer, indtil indskiftningen af den dobbelte målscorer fra sidste møde i Tjekkiet. Tomas Cvancara stangede efter 73 minutter et hjørnespark i mål til stillingen 2-1, og så lugtede tjekkerne blod. FK Jablonec var kommet meget bedre med efter deres reducering, og de skulle også få udlignet. Syv minutter før tid sneg Milos Keatochvil sig foran Erik Marxen, og sparkede udligningen ind til 2-2. Der var dømt kæmpe drama i kampens overtid. Først var det Randers FC’s Stephen Odey som fik direkte rødt kort for et slag i hovedet på en FK Jablonec-spiller, dernæst var det tjekkernes Vojtech Kubista, som fik sit andet gule kort for et groft frispark på Frederik Lauenborg. Trods den dramatiske afslutning, måtte Randers FC nøjes med 2-2 i en kamp, hvor man desværre ikke formåede at holde sin to-måls-føring.

Næste kamp er ude mod Aab søndag d. 7. november, hvor vi håber på at se en masse blå trøjer på Portland Park i Aalborg.

Startopstilling med ændringer:
Patrick Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger, Erik Marxen, Björn Kopplin – Tosin Kehinde, Lasse Berg Johnsen, Vito Hammershøy-Mistrati (78. Marvin Egho), Simon Tibbling (72. Frederik Lauenborg) – Stephen Odey, Aljahi Kamara (72. Jakob Ankersen).

 

Advarsler:

Simon Piesinger (RFC)

Mikkel Kallesøe (RFC)

Tomas Cvancara (FKJ)

Vojtech Kubista  - Rødt kort (FKJ)

Stephen Odey – Rødt Kort (RFC)

 

Kampens spiller: Tosin Kehinde (stemt af fansene i Randers FC-app’en)

Kampens tilskuertal: 4.071