Klysner med smuk scoring i reserveligaremis ude mod AaB

Martin Albrechtsen — 10.11.2021 12:34

For anden gang på få dage endte et opgør mellem AaB og Randers FC 1-1, denne gang i reserveligaen. 

Hjemmeholdet indledte kampen bedst og var tæt på at bringe sig foran et par gange i kampens indledning. Jonas Dakir, som vogtede buret i hele kampen, stod en god kamp og forhindrede AaB'erne i at komme foran.

I det 26. spilleminut skete der noget magisk. Tobias Klysner dribblede fra midten af banen, hele vejen ned til kanten af AaB's felt, hvorefter han krøllede bolden over i det fjerneste målhjørne. Fantastisk flot scoring af Tobias Klysner. Fem minutter før pausen blev der dog begået et tvivlsomt straffespark på AaB's Rufo, som Anosike Ementa sparkede ind til 1-1, hvilket var stillingen ved pausen. 

I anden halvleg indskiftede AaB ni etablerede Superligaspillere, hvorfor mange af Randers FC's unge U19 og U17-spillere fik sin sag for. Det lykkedes dog for Randers FC at kæmpe det uafgjorte resultat hjem, hvilket assistenttræner Rasmus Bertelsen, der står i spidsen for reserveligaholdet, er fint tilfreds med.

- Det var en fin matchning den første times tid, hvor AaB var mest på bolden, og hvor vi prøvede at straffe dem fysisk på kontraer. AaB havde fine chancer i indledningen, men vi får afværget det og Dakir gør det godt. Så kommer vi afsted i en kontra, hvor Klysner scorer et genialt individuelt kontramål efter en lille halv time. En kontra fra midterlinjen, hvor han sætter et par mand og kører helt ned til kanten af feltet og klapper den over i det lange hjørne. Det var et flot mål, fortæller Rasmus Bertelsen.

- Da der mangler en halv time, sætter de ni etablerede Superligaspillere ind, hvilket betød, at vores unge gutter kom på arbejde. De klarede sig flot igennem, uden at give alt for meget væk, og kørte et 1-1 resultat hjem, udtaler Bertelsen.

Kampfakta:
AaB - Randers FC 1-1 (1-1)
0-1 (26. Tobias Klysner)
1-1 (40. Anosike Ementa)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Jonas Dakir - Karl Dreier Leth (85. Nikolaj Krogh), Jeppe Kudsk, Jesper Lauridsen (70. Oliver H. Schmidt), Andreas Pisani (85. Villads Westh) - Tobias Klysner, Vincent Onovo, Issah Salou, Jakob Ankersen - Oliver Bjerrum Jensen (85. Gustav Holm), Laurs Skjellerup (70. Alexander Simmelhack).