Flot 2. halvleg banede vejen for uafgjort trods mareridtsstart
Oliver Maltha — 07.11.2021 15:33
Randers FC kom tilbage i kampen mod AaB og sikrede et 1-1-resultat efter mareridtsstart.
Søndag eftermiddag var det tid til 3F Superliga-fodbold, da Randers FC skulle en tur til Nordjylland for at møde AaB. Randers FC og AaB lå inden kampen side om side i tabellen med samme antal point, og der var derfor lagt op til en vigtig kamp.
Randers FC skulle revanchere sig fra 1-3 nederlaget til 3F Superligaens førerhold FC Midtjylland hjemme på Cepheus Park Randers, og det skulle gå udover AaB. Med en sejr kunne Randers FC spille sig et skridt nærmere Top 6, og samtidig lægge tre points afstand ned til dagens modstander.
Kampen var knap nok fløjtet i gang før AaB kom på 1-0. Lasse Berg Johnsen fik hovedet på en høj bold, som strøg ned mod Randers FC-målet - her kom AaB’s Milan Makaric først på bolden. Han tog bolden forbi en fremadstormende Patrik Carlgren og sparkede bolden i mål.
Randers FC burde have udlignet efter ni minutter. I højresiden kombinerede Frederik Lauenborg med Tobias Klysner, og fra baglinjen slog han en bold ind foran til Stephen Odey, som fra tæt hold desværre bankede bolden over mål. Trods den dårlige start, var Randers FC godt med i kampen, men det var dog AaB, som var farligst.
I det 17. minut måtte Simon Piesinger strække sig til det yderste. Iver Fossum blev spillet fri og forsøgte at chippe bolden ind over Patrick Carlgren, men Piesinger nåede ind på stregen og fik sparket bolden til hjørnespark i stedet. Østrigeren var en vigtig mand i defensiven i dag, for i det 42. minut blev han endnu engang redningsmanden. En tilfældig bold endte hos en AaB’er i feltet, og hans spark blev rettet af – men inde på stregen stod Simon Piesinger, som endnu engang fik bolden ekspederet væk. Mere skete der ikke, og så kunne Randers FC gå til pause bagud med 1-0.
Der var gang i 2. halvleg fra start. Et par minutter inde i halvlegen tryllede Oliver Bundgaard i venstre side, og Randers FC råbte på straffe. Dommeren skulle da også ud at kigge på den, men efter flere minutters venten, besluttede han, at der ikke skulle fløjtes straffe.
Thomas Thomasberg var ikke helt tilfreds med 1. halvlegs indsats, og han skiftede derfor Vito Hammershøy-Mistrati, Tosin Kehinde og Alhaji Kamara ind fra 2. halvlegs start. De tre ændrede kampbilledet, og der skulle heller ikke gå længe før de var involveret. I det. 56. minut spillede Stephen Odey bolden ud til højre, hvor Kehinde smækkede et indlæg ind i hovedet på Kamara, som stangede Randers FC flot på 1-1.
AaB ville mere frem på banen efter Randers FC’s udligning, og efter lidt over en times spil måtte Patrik Carlgren ud i en god redning efter en AaB-flugter ude fra højre. AaB’s keeper, Jakob Rinne, måtte også ud i en god redning, da Vito Hammershøy-Mistrati, efter en flot dribling inde i feltet, sparkede bolden fladt mod det lange hjørne.
Herefter blev kampen meget flyvsk, med mange nærkampe og uden de store chancer – godt symboliseret ved AaB’s Pedro Ferreira, som efter to gule kort på 23 sekunder blev sendt tidligt i bad.
Mere skete der ikke, og så kunne Randers FC, efter en flot 2. halvleg og trods den ringe start, rejse hjem til Kronjylland med et 1-1-resultat. Det var en kamp med mange nærkampe, og hvor VAR var involveret flere gange. Randers FC spillede en flot 2. halvleg, hvilket sikrede ét point i Aalborg.
Næste kamp er mod Vejle Boldklub hjemme på Cepheus Park Randers søndag d. 21. november klokken 14.00, hvor vi håber på at se en masse fans på lægterne.
Du kan købe billet til kampen her: https://billet.randersfc.dk
Startopstilling med ændringer:
Patrick Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Erik Marxen, Oliver Bundgaard – Tobias Klysner (45. Tosin Kehinde), Lasse Berg Johnsen (45. Vito Hammershøy-Mistrati), Frederik Lauenborg, Simon Tibbling (82. Jakob Ankersen) – Stephen Odey (75. Marvin Egho), Nicolai Brock-Madsen (45. Alhaji Kamara).
Kampens Randers FC-spiller: Alhaji Kamara (valgt af fansene i Randers FC-app’en)