Getty Images
Mathias Nielsen skifter til HB Køge
Kristian Fredslund — 17.06.2021 12:00
Den rutinerede midterforsvarer Mathias Nielsen forlader Randers FC og skal fremover tørne ud for HB Køge.
Den 30-årige forsvarsspiller Mathias Nielsen fortsætter karrieren i HB Køge i 1. division. Dermed vender han hjem til rødderne, da han oprindeligt stammer nemlig fra Herfølge Boldklub, som er den ene af klubberne i overbygningen (den anden er Køge Boldklub).
Han kom til Randers FC fra AC Horsens for to år siden og har siden spillet 59 kampe i Randers FC-trøjen. Den sidste som indskifter i sæsonfinalen hjemme på Cepheus Park Randers mod F. C. København.
- Mathias har været et fantastisk bekendtskab i Randers, hvor han med sin rutine har bidraget både på og uden for banen. Det er dog ikke blevet til så meget spilletid, som han havde håbet, og derfor giver det god mening, at han får nye græsgange fremover. Mathias er en super professionel spiller, som altid har givet sig 100 procent og altid har været klar til at levere, uanset om han var på banen eller bænken, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.
For den rutinerede forsvarsspiller er det med blandede følelser, at han tager videre.
- Jeg har været utroligt glad for at være i Randers og være en del af et hold, der bare er vokset med tiden kulminerende med Top 6 og pokalsejr. Mere spilletid er dog en høj prioritet hos mig, så derfor giver det god mening at skifte videre, og jeg glæder mig til at blive en del af et spændende projekt på min hjemegn. Jeg vil gerne sige tak til alle i og omkring Randers FC for et par gode år og for den store opbakning, som mine holdkammerater og jeg har fået, siger Mathias Nielsen., siger Mathias Nielsen.
Vi takker Mathias for indsatsen i Randers FC og ønsker ham al held og lykke fremover.
Fakta:
Mathias Nielsen
30 år
Forsvarsspiller
59 kampe / 3 mål
Tidligere klubber: FC Nordsjælland, Viborg FF, Næstved BK, AC Horsens
Scorede sit eneste 3F Superliga-mål i november 2019 mod AaB.