Ungt Randers FC-mandskab besejrer Altona 93 i testkamp
03.07.2021 19:25
Lørdag eftermiddag blev der skrevet Randers FC-historie, da kronjyderne for første gang nogensinde stillede til start med 11 homegrown spillere. De unge talenter kvitterede med en sejr ude mod Altona 93 fra Hamborg.
Efter fredagens sejr over Holstein Kiel stod den på træningslejrens anden og sidste træningskamp denne lørdag eftermiddag. En times kørsel fra Kiel ventede Altona 93 i Hamborg, som til dagligt frister en tilværelse i den fjerdebedste række i Tyskland.
Cheftræner Thomas Thomasberg og trænerteamet havde valgt at give de unge spillere chancen fra start. Faktisk skrev Randers FC historie med dagens startopstilling, da holdet for første gang i klubbens historie stillede til start med 11 homegrown spillere. Et smukt syn.
Det unge talentfulde Randers FC-mandskab kom bedst ud af startblokken og var dominerende i hele 1. halvleg. Karl Dreier Leth måtte dog lade sig udskifte med blodet løbende fra venstre øje i løbet af 1. halvleg, da han fik en albue i ansigtet. Efter at have modtaget behandling vendte Leth tilbage i kampen i 2. halvleg. Men 1. halvlegs højdepunkt var den enlige scoring, som Randers FC's Oliver Bundgaard Kristensen noterede sig for efter 21. minutters spil. Scoringen faldt efter et hjørnespark, som Oliver Bjerrum Jensens flødefod stod for at ekspedere. Det giftige indlæg endte i pandebrasken på hovedstødsstærke Nicolai Brock-Madsen, som forlængede bolden videre til Oliver Bundgaard, der med hovedet midt i feltet elegant udplacerede Altona 93's målmand og i mål. Flot scoring af kronjyderne, som derfor kunne gå til pause med en 0-1 føring og en god fornemmelse efter at have siddet på det meste af spillet.
Altona 93 kom nærmest som forvandlet ud til 2. halvleg, hvor hjemmeholdet fra Hamborg i den grad fik kæmpet sig ind i kampen igen. Tyskerne fik udlignet med det samme i 2. halvleg efter 46 minutters spil. Herefter var det som om, at Altona-spillerne fik fornyet energi. De unge Randers FC-spillere formåede dog at holde stand overfor det tyske pres, hvor bl.a. Jonas Dakir diskede op med en refleksredning. I den resterende del af 2. halvleg lagde kronjyderne trykket på Altona. Karl Leth havde bl.a. et brag af et skud fra kanten af feltet, som Altona keeperen flot reddede. Efter 78 minutter gav det randrusianske tryk pote, da talentfulde Jeppe Kudsk, fra U19-ligaholdet, stod rigtig placeret ved bagerste stolpe efter et hjørnespark. Kudsk, som spillede hele kampen, kunne derfor notere sig som både målscorer og matchvinder.
Dermed vandt det unge Randers FC-hold med 1-2 ude mod Altona 93. Det er dermed tredje sejr på stribe mod tyske hold, da vi foruden at have slået Holstein Kiel fredag også slog Hamburger SV for et års tid siden. Måske vi skal håbe på at møde tyske hold i de kommende europæiske kampe.
Kampfakta:
Altona 93 - Randers FC 1-2 (0-1)
0-1 (21. Oliver Bundgaard Kristensen)
1-1 (46. N. Bar)
1-2 (78. Jeppe Kudsk)
Startopstilling
Jonas Dakir - Mikkel Kallesø, Jeppe Kudsk, Mikkel Brund, Oliver Bundgaard Kristensen - Tobias Klysner, Mads Enggård, Oliver Bjerrum Jensen, Karl Leth - Filip Bundgaard Kristensen, Nicolai Brock-Madsen.