Sikker sejr i Superligapremieren
18.07.2021 14:50
Randers FC fik en perfekt start på den nye 3F Superligasæson, da kronjyderne overbevisende vandt med 2-0 ude mod Vejle Boldklub.
Søndag eftermiddag sparkede Randers FC gang i den nye 3F Superligasæson på udebane mod Vejle Boldklub, og kronjyderne, som var overbevisende i alle spillets aspekter, vandt fortjent med 2-0.
Det var et tændt Randers FC-mandskab, som var mødt op til kampen, og som viste underholdende fodboldspil fra start af. Efter 10 minutter var Vito Hammershøy-Mistrati tæt på at bringe kronjyderne foran, da han sendte et projektil afsted mod Vejle-målet. Vejle-keeper Alexander Brunst reddede dog flot inde på stregen. 26 minutter inde i kampen gik den dog ikke længere for Brunst og Vejle, da Marvin Egho var på pletten og satte sidste fod på et flot Randers FC-angreb. Mikkel Kallesøe var manden bag assisten. Seks minutter senere fordoblede Alhaji Kamara føringen, da han viste målnæse a la sidste sæson og dukkede op ved bagerste stolpe, hvorefter han satte bolden sikkert i kassen. Tosin Kehinde stod bag et fortrinligt forarbejde og en super assist. Scoringen skulle dog lige ses efter for en potentiel offside-kendelse, som ikke viste sig at være der. Derfor kunne randrusianerne gå til pause foran med 2-0.
Hvis man troede, at Randers FC ville tænke mere defensivt og forsvare føringen i 2. halvleg, så tog man fejl. Kronjyderne kom nemlig blæsende ud til 2. halvleg, skabte flere gode chancer, og kunne og skulle måske også have bragt sig foran med 3-0 i Vejle. Især Alhaji Kamara var tæt på at bringe de lyseblå foran et par gange, men måtte se sig blokeret af Alexander Brunst i begge tilfælde. Marvin Egho var også lige ved at blive dobbeltmålscorer, da han i det 65. spilleminut satte en inderside på endnu et millimeter præcist indlæg fra Tosin Kehinde, men den østrigske angriber måtte se sit forsøg gå snært forbi bagerste stolpe. I det 71. minut fik Simon Tibbling sin officielle debut, da han blev skiftet ind i stedet for Tosin Kehinde. Tilbagevendte Nicolai Brock-Madsen fik også comeback i Randers FC-trøjen, da han blev skiftet samtidigt med Tibbling. Randrusianerne kørte sejren hjem på solid vis og fik dermed en noget nær perfekt start på den nye 3F Superligasæson med en sejr og et clean sheet. Nu kan Randers FC se frem til at møde OB næste søndag hjemme på Cepheus Park Randers i en tidlig topkamp, da OB slog FC Midtjylland i deres første kamp.
Køb billetter til den spændende hjemmekamp mod OB ved at trykke her.
Kampfakta:
Vejle Boldklub - Randers FC 0-2 (0-2)
0-1 (26. Marvin Egho)
0-2 (32. Alhaji Kamara)
Gule kort: Mikkel Kallesøe, Simon Tibbling, Kolinger.
Tilskuertal: 3350
Startopstilling:
Patrik Carlgren - Mikkel Kallesøe (71. Jesper Lauridsen), Simon Piesinger, Simon Graves Jensen, Björn Kopplin - Tosin Kehinde (71. Simon Tibbling), Lasse Berg Johnsen, Vito Hammershøy-Mistrati, Mathias Greve (81. Tobias Klysner) - Alhaji Kamara, Marvin Egho (71. Nicolai Brock-Madsen).