Randers FC stadig ubesejret efter OB-remis

Oliver Maltha — 25.07.2021 14:41

Topopgøret slutter 1-1

Søndag klokken 14.00 var der dømt 3F Superliga-fodbold da Randers FC tog imod OB hjemme på Cepheus Park Randers. Der var en topkamp i vente, da ligaens førerhold, Randers FC, tog imod ligaens 2. plads, OB.

Randers FC kom ud i et godt tæt tempo og var klart mest på bolden de første 10 minutter – helt farligt blev dog ikke. Efter 15 minutter fik Randers FC smidt en kold spand vand i hovedet, da OB efter en kontra bragte sig foran med 0-1. OB-kaptajnen, Jens Jakob Thomasen, opsnappede returen fra et fladt indlæg, og sparkede den ind fladt i det lange hjørne. Herefter blev kampen mere lige.

Efter 33 minutter fik Randers FC udlignet. En lang bold fra Lasse Berg Johnsen fandt Mathias Greve på højre kanten, og med en kattepote lagde han en fornem førstegangsaflevering til Alhaji Kamara, som fornemt afsluttede mønsterangrebet med en afslutning gennem benene på OB-keeper Oliver Christensen til stillingen 1-1. Det kickstartede en god Randers-periode, hvor Kamara endnu engang testede OB-målet. Han kom først på et flot indlæg, og fik afsluttet med hælen. En god redning holdt Randers FC fra en 2-1-føring, og hermed blev pausestillingen 1-1.

Anden Halvleg startede meget lige. Kampen bølgede meget frem og tilbage, dog uden de store muligheder. Vi skulle hen til en times spil før et af holdene rørte på sig. En OB-spiller får afsluttet udefra, men Carlgren var sikkerheden selv. Et par minutter senere viste Randers FC tænder. Vito Hammershøy-Mistrati forsøgte et frækt lop ind mod Marvin Egho, men Randers FC-angriberen kunne ikke nå frem til bolden.

 

Vi skulle frem til det 77. minut før det for alvor blev farligt. En flot OB-kontra endte for fødderne af Emanuel Sabbi, men en fantastisk redning af Patrik Carlgren holdt OB fra en føring. Syv minutter senere var Vito-Hammershøy-Mistrati tæt på at bringe Randers FC foran på et hovedstød, men en ind ville bolden ikke. Der var gang i kampen på dette tidspunkt, for blot tre minutter senere ramte OB’s Emanuel Sabbi stolpen for anden gang i kampen, og heldigvis for Randers FC, var det stolpe ud. Mere skete der ikke, og dermed endte kampen 1-1.

 

Næste kamp er søndag d. 1/8-2021 ude mod AGF. Det er første gang med udebanetilskuere, og vi håber, at udebaneafsnittet bliver fyldt op med lyseblå fans.

 

Advarsler:

18’ Lasse Berg Johnsen (RFC) 

41’ Mathias Greve (RFC)

43’ Issam Jebali (OB)

 

Kampfakta:

15’ 0-1 – Jens Jakob Thomasen (OB)

33’ 1-1 – Aljahi Kamara (RFC) 

 

Kampens tilskuertal: 2.927