Flot sejr over Holstein Kiel
02.07.2021 19:13
Randers FC tog fredag eftermiddag en fornem sejr ude over det stærke 2. Bundesligahold Holstein Kiel, som for få uger siden var snublende tæt på at rykke op i Bundesligaen.
Fredag eftermiddag skulle Thomas Thomasbergs tropper teste formen af mod 2. Bundesligaholdet Holstein Kiel på sidstnævntes træningsanlæg i Kiel. Det var den første af to træningskampe for kronjyderne under deres træningslejr i det tyske, som har været siden onsdag.
Holstein Kiel, som var lige ved at rykke op i Bundesligaen for få uger siden, kom bedst fra land i opgøret, og efter 13. minutters spil måtte en sagesløs Patrik Carlgren se til, da det islandske fyrtårn Holmbert Fridjonsson stangede et perfekt slået indlæg fra venstrekanten i netmaskerne. Men der skulle ikke gå længe før Randers FC svarede igen.
Blot fem minutter senere var det i dagens anledning de orangeklædte randrusianere, som kom på tavlen og bragte balance i regnskabet til stillingen 1-1. En aldeles veloplagt Tosin Kehinde tog sagen i egen hånd og afdriblede et par Kiel-spillere ind i banen fra sin højrekant, inden han afsluttede mod kassen fra kanten af feltet. Bolden blev i første omgang blokeret, men endte sidenhen for fødderne af Björn Kopplin, som elegant udplacerede Kiel-målmanden, da han sendte bolden ind ved fjerneste stolpe.
I resten af 1. halvleg arbejder Randers FC-mandskabet stenhårdt, og står organisatorisk rigtig godt på banen. Mod slutningen af halvlegen kreerer kronjyderne også et par gode chancer. Tosin Kehinde tvinger bl.a. Kiel-keeperen til en god redning efter et nærgående frispark. Der skulle dog ikke falde flere mål i 1. halvleg, hvorfor de to hold kunne gå til pause ved stillingen 1-1. Flot kommet tilbage af Randers FC.
I pausen udskiftede Randers FC Frederik Lauenborg med Mikkel Kallesøe og ændrede formationen til en 3-5-2-formation, hvilket bl.a. betød at Tosin Kehinde blev skubbet helt op at ligge side om side med Alhaji Kamara i angrebet. Og det var lige ved at give pote fra 2. halvlegs start, da Kehinde fik en friløber ned mod Kiels målmand, som dog reddede i situationen. Simon Tibbling var over returbolden, men heller ikke han kunne udplacere Kiels målmand, som reddede flot i begge situationer.
I det 69. minut lykkedes det kronjyderne at passere Kiels målmand og bringe sig foran med 1-2, da Tosin Kehinde fandt netmaskerne og scorede et smukt mål. Kehinde førte selv bolden frem af banen efter en omstilling, hvor han undervejs spillede 1-2 med indskiftede Nicolai Brock-Madsen, for til slut at sende lædderet i mål ved fjerneste stolpe. Lækkert mål af Tosin, som I skal glæde jer til at se i højdepunkterne senere.
Med et kvarter tilbage af kampen diskede Patrik Carlgren op med en flot redning, der forhindrede tyskerne i at udligne. Derfor slutter det hele med 1-2 udesejr over Holstein Kiel. Flot præstation af Randers FC, som ser mere og mere klar ud forud for 3F Superliga-sæsonpremieren den 18. juli ude mod Vejle.
Kampfakta:
Holstein Kiel - Randers FC 1-2 (1-1)
1-0 (13. Holmbert Fridjonsson)
1-1 (18. Björn Kopplin)
1-2 (69. Tosin Kehinde)
Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Björn Kopplin (63. Tobias Klysner), Simon Graves Jensen, Simon Piesinger, Jesper Lauridsen (85. Mikkel Brund) - Simon Tibbling (73. Oliver Bjerrum Jensen), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (45. Mikkel Kallesøe), Tosin Kehinde (73. Filip Bundgaard Kristensen) - Vito Hammershøy-Mistrati (85. Issah Salou), Alhaji Kamara (63. Nicolai Brock-Madsen).