Lars Rønbøg, Getty Images
Stadig ubesejret: 1-1 mod AaB efter halvrodet affære
Kristian Fredslund — 22.08.2021 14:58
Det blev til et uafgjort resultat søndag eftermiddag, da Randers FC og AaB spillede 1-1 på Cepheus Park Randers.
Randers FC-truppen skulle stå sin prøve efter torsdagens Europa League Playoff-kamp mod Galatasaray.
Cheftræner Thomas Thomasberg havde blandet kortene lidt, og det gav blandt andet debut til nigerianske Vincent Onovo på den centrale midtbane og startdebut til Jakob Ankersen på venstrekanten.
14 minutter gik der før den første reelle afslutning var en realitet. Det var et forkølet hovedstød fra Vito Hammershøy-Mistrati i feltet, der dog endte lige så stille i favnen på Jacob Rinne i AaB-målet.
Efter 19 minutter bragte gæsterne sig i stedet foran, da Milan Makaric dirigerede bolden i mål ved forreste stolpe igennem Patrik Carlgrens ben til en nordjysk føring.
Få minutter senere troede hele Cepheus Park Randers, at der stod 1-1, da Marvin Egho dirigerede bolden i mål. Et frispark fra Vito Hammershøy-Mistrati blev forlænget af Vincent Onovo, og så dukkede Egho op. Desværre lige præcis i offside-position, så målet hurtigt blev underkendt.
I det 23. minut blev der dog udlignet, da Vito Hammershøy-Mistrati stensikkert eksekverede et straffespark begået mod Tosin Kehinde, der blev hægtet i feltet efter at have opsamlet en nedfaldsbold.
Efter pausen kom Randers FC ud som den dominerende part, uden at det dog for alvor blev farligt i gæsternes ende. Et hovedstød fra indskiftede Frederik Lauenborg og et skudforsøg fra Jakob Ankersen var de bedste forsøg i anden halvlegs første kvarter. Lauenborg havde erstattet debutanten Vincent Onovo efter 52 minutters spil.
Målskytten fra torsdagens 1-1-kamp mod Galatasaray var ved at gøre det igen, da han i feltet steg op og satte panden på et indlæg fra Björn Kopplin. Desværre måtte han se afslutningen prelle af på overliggeren i en periode, hvor Randers FC sværmede om AaB’s felt.
Det sluttede dog ganske rimeligt 1-1 efter en til tider rodet affære, hvor det dog mest af alt lugtede af en Randers FC-sejr.
Torsdag gælder det returopgøret i Europa League Playoff, når Randers FC skal forsøge at skabe overraskelsen i Istanbul mod Galatasaray, hvor der står 1-1 efter første opgør i Randers.
Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Mikkel Kallesøe (80. Jesper Lauridsen), Simon Piesinger, Erik Marxen, Bjørn Kopplin - Tosin Kehinde (80. Simon Tibbling), Lasse Berg Johnsen, Vincent Onovo (52. Frederik Lauenborg), Jakob Ankersen (61. Tobias Klysner) - Vito Hammershøy-Mistrati, Marvin Egho (61. Alhaji Kamara)
Gult kort: Simon Piesinger, Mikkel Kallesøe, Simon Tibbling, Patrik Carlgren, Alhaji Kamara og Björn Kopplin, Randers FC - Jakob Ahlmann, Pedro Ferreira og Rasmus Thelander, AaB
Kampens tilskuertal: 4906
Kampens spiller: Vito Hammershøy-Mistrati (valgt af fansene via Randers FC-app’en)