Randers FC, Randers Kommune og Bysekretariatet nomineret til Dansk Erhverv-pris 2021
Randers FC — 30.08.2021 06:44
Projektet 'Talents of Tomorrow' er blandt fem nominerede til fornem pris, der overrækkes af HKH Kronprins Frederik.
Dansk Erhverv, der er interesseorganisation og arbejdsgiverforening for 18.000 medlemsvirksomheder og 100 brancheforeninger, afholder 1. september årsdag i Øksnehallen i København. Ud over taler ved bl.a. statsminister Mette Frederiksen uddeles Dansk Erhverv-prisen 2021. Prisen overrækkes af HKH Kronprins Frederik og skal findes blandt fem nominerede offentlige/private samarbejder, der har leveret ekstraordinære, konkrete resultater og bidraget til at løfte en samfundsudfordring.
Blandt de fem nominerede til prisen har Dansk Erhverv fundet frem til det Randers FC-ledede projekt Talents of Tomorrow, hvor ikke-uddannelsesparate unge randrusianere mellem 15 og 17 år med stor risiko for social marginalisering tilbydes et udviklingsforløb, som sikrer dem et fritidsjob, der kan være med til at bryde et socialt familiemønster.
- Det er i sig selv en fantastisk anerkendelse overhovedet at blive nomineret til så fornem en pris. I Randers FC er vi derfor også stolte af, at vi i samarbejde med Randers Kommune og Bysekretariatet og med Den A.P. Møllerske Støttefond som økonomisk garant har kunnet initiere og drifte så stort et projekt. Resultaterne taler for sig selv. Af de 97 unge, der indtil nu har gennemført forløbet, har ikke færre end 85% af dem fået et fritidsjob. Vi har dermed demonstreret konkrete resultater til gavn for de berørte deltagere og til gavn for samfundsøkonomien, lyder det fra Randers FC’s administrerende direktør, Henrik Jørgensen.
Den offentlige partner i Talents of Tomorrow, Randers Kommune, bliver på årsdagen for Dansk Erhverv repræsenteret af formand for Beskæftigelsesudvalget, Ellen Petersen og direktør for Social og Arbejdsmarked, Helene Bækmark.
- Vi er meget glade for nomineringen og for at deltage i Talents of Tomorrow. Det er et projekt, som bidrager til at finde talentet hos hvert enkelt ungt menneske, som har haft brug for støtte til at finde en god vej videre, siger Ellen Petersen, som ser frem til 1. september.
Konkret deltager både Ungdommens Uddannelsesvejledning Randers (UUR) og Randers Ungdomsskole i projektsamarbejdet om Talents of Tomorrow.
Bysekretariatet, der varetager den boligsociale indsats i Randers, har haft den vigtige opsøgende funktion for de af deltagerne, der er bosiddende i de områder af Randers, hvor Bysekretariatet har sit daglige virke. Desuden har Bysekretariatet spillet en understøttende rolle i projektets konkrete aktiviteter.
- Randers FC har kunnet trække på deres brand og erhvervsnetværk for at hjælpe de unge i job. Det helt særlige samarbejde på tværs at private og offentlige aktører har skabt et helt unikt forløb for de unge, hvor vi hver især har kunne bringe vores ressourcer, erfaringer og netværk i spil, siger Louise Hou Kragh, sekretariatsleder i Bysekretariatet.
Den A.P. Møllerske Støttefond har over en tre-årig periode (fra 2019-2021) støttet projektet økonomisk.