Randers FC lider første nederlag i 3F Superligaen
29.08.2021 14:27
Randers FC indkasserer første nederlag i 3F Superligaen siden 19. maj, da kronjyderne her til eftermiddag tabte 2-1 ude mod Silkeborg IF.
Det er kun tre dage siden, at Randers FC var i kamp mod Galatasaray i Europa League Playoff i Istanbul. Søndag eftermiddag var Thomas Thomasbergs tropper dog allerede i aktion igen, denne gang i 3F Superligaen ude mod Silkeborg IF.
Det var hjemmeholdet fra Silkeborg, som fra kampens start var mest på bolden. Alligevel tilfaldt kampens første store chance gæsterne fra Randers FC i det 18. minut, da Tosin Kehinde blev sendt perfekt i dybden af Lasse Berg Johnsen, og alene med Nicolai Larsen i Silkeborg-målet forsøgte den hurtige nigerianer at tjippe bolden henover keeperen og i mål. Nicolai Larsen reddede dog flot i situationen. Herefter bølgede kampen noget frem og tilbage, hvor silkeborgenserne især var nærgående et par gange. Og i det 26. minut lykkedes det også for hjemmeholdet, at sende bolden ind bag Patrik Carlgren i Randers FC-buret. Et par fikse træk fra Stefan Thordarson, som sidenhen afleverede bolden videre til Nicklas Helenius, der fra midten af feltet kynisk sparkede bolden i mål ind bag en sagesløs Carlgren. 1-0 til Silkeborg.
Kronjyderne var lige ved at bringe balance i regnskabet efter 33 minutter, da Jakob Ankersen flot dribblede sig forbi et par SIF-forsvarsspillere og ind i feltet fra sin venstrekant. Han blev dog presset i afslutningsøjeblikket, hvorfor Nicolai Larsen kunne bokse bolden ud i feltet igen, hvor Alhaji Kamara udækket kunne heade til bolden, men også her reddede Nicolai Larsen silkeborgenserne. I det 42. spilleminut var veloplagte Jakob Ankersen igen på spil på sin venstrekant. Her fik han sendt bolden ind centralt til Tosin Kehinde, som med det samme afleverede bolden til en fremstormende Tobias Klysner, der også fik afsluttet fra kanten af feltet med masser af saft og kraft. Nicolai Larsen fik dog endnu engang reddet bolden. Derfor kunne de to mandskaber gå til pause med stillingen 1-0, selvom Randers FC havde presset på mod 1. halvlegs afslutning.
Randers FC kom stærkt ud fra 2. halvlegs start med et mere offensivt udtryk, men alligevel var det hjemmeholdet som kunne bringe sig foran med 2-0 efter en omstilling, som Nicolai Vallys satte sidste fod på i det 49. minut. Kronjyderne svarede dog hurtigt tilbage med en reducering i det 54. minut, da Vito Hammershøy-Mistrati nærmest tacklede bolden i mål midt i feltet efter et hjørnespark fra Jesper Lauridsen, som blev forlænget af tårnhøje Simon Piesinger. I det 60. minut var Tosin Kehinde tæt på at kunne udligne til 2-2, da han opsnappede en løs bold i feltet. Men nigerianernes skud sad desværre lige på Nicolai Larsen i Silkeborg-målet. Randrusianerne blev ved med at trykke på og i det 73. minut var det endnu engang tæt på. Alhaja Kamara modtog bolden midt i feltet, hvorefter han vendte på en tallerken og knaldede til bolden. Desværre for ham og Randers FC sneg bolden sig uden om fjerneste stolpe.
Selvom Randers FC forsøgte at lægge et tryk mod kampens afslutning, lykkedes det ikke for kronjyderne at score det udlignende mål, hvorfor randrusianerne måtte lide sæsonens første nederlag i 3F Superligaen.
Næste hjemmekamp er søndag den 12. september kl. 16:00 mod FC København i den såkaldte Comeback-kamp.
Kampfakta:
Silkeborg IF - Randers FC 2-1 (1-0)
1-0 (26. N. Helenius)
2-0 (49. N. Vallys)
2-1 (54. Vito Hammershøy-Mistrati)
Gule kort: Tosin Kehinde,
Tilskuertal: 3098
Startopstilling:
Patrik Carlgren - Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger, Simon Graves Jensen, Jesper Lauridsen (85. Oliver Bundgaard Kristensen) - Vito Hammershøy-Mistrati (75. Filip Bundgaard Kristensen), Lasse Berg Johnsen, Vincent Onovo (45. Simon Tibbling), Tosin Kehinde - Jakob Ankersen (66. Frederik Lauenborg), Alhaji Kamara (75. Marvin Egho).
Bænken:
Jonas Dakir, Oliver Bundgaard Kristensen, Issah Salou, Frederik Lauenborg, Simon Tibbling, Filip Bundgaard Kristensen, Marvin Egho.