René Schütze, Getty Images
Randers FC båret frem til sejr af fantastisk udeafsnit
Kristian Fredslund — 13.08.2021 19:56
848 fans var tjekket ind i udebaneafsnittet i Viborg fredag aften, og de fik endnu en Randers FC-sejr at glæde sig over, da det blev til 2-1 mod Viborg FF.
Fra start til slut var der gang i den i udeafsnittet på Energi Viborg Arena. Der var god energi fra de 848 fans, som blev vidne til en intens kamp, der endte med en sejr på 2-1 til Randers FC-holdet, som efter fem runder dermed stadig er ubesejret i 3F Superligaen.
Det holdt hårdt mod kampens afslutning, men sejren blev kriget hjem til sidst.
Det begyndte ganske fint for Randers FC, da Marvin efter fire minutters spil opsnappede bolden i feltet og trykkede resolut af, hvilket satte målmand Lucas Lund på prøve. Forsøget blev dog afværget.
Et godt spillende hjemmehold lagde i kampens indledning et tryk på Randers FC-spillerne og var i flere omgang nærgående i kampens første kvarter. Det udmøntede sig dog ikke i markant store chancer, så Randers FC-defensiven kunne få ryddet op uden for meget sved på panden.
Efter 25 minutters spil forsøgte Vito Hammershøy-Mistrati på egen hånd, da han fra distancen trykkede af og tvang Lucas Lund til en feberredning helt oppe under overliggeren.
På det efterfølgende hjørnespark tog Randers FC-spillerne hjemmeholdet på sengen, da Erik Marxen mod sædvane sendte en hård, flad bold ind i feltet. Den havde retning mod Vito, der dog fikst lod den passere og efterlod den til Mikkel Kallesøe, der hamrede bolden i kassen. En flot indøvet detalje som altså bestod med bravour allerede i første forsøg.
Ti minutter senere svarede hjemmeholdet dog igen, da et indlæg fra deres højre side nåede helt ind i det lille felt, hvor Jakob Bonde kunne glide bolden i mål til 1-1.
Randers FC fortsatte dog ufortrødent og knap var bolden givet op, før at Vito Hammershøy-Mistrati havde bragt de orangeklædte foran 2-1. Et indlæg fra en velspillende Simon Tibbling blev forlænget af Tobias Klysner og så kunne Vito fri for mål sætte bolden i kassen med venstrepoten.
Anden halvleg bølgede frem og tilbage med sporadiske forsøg i begge ender. Det blev først sprængfarligt midtvejs i halvlegen, da Sebastian Grønning lobbede bolden på overliggeren. Patrik Carlgren kastede sig heroisk ned i returboldene, hvor han til sidst blev torpederet af Justin Lonwijk. Det satte sindene i kog og endte med tre gule kort til spillere samt til Viborg FF-træner Lars Friis.
Lidt senere kom Marvin Egho alene med Lucas Lund, der reddede forsøget, mens Tobias Bech i den anden ende var ved at udnytte en kikser fra Erik Marxen, men overplacerede sit skud. Der var gang i kampen og enorm høj intensitet.
Viborg pressede på for en udligning, men Randers FC-spillerne stod godt imod. Efter 73 minutter fik Jakob Ankersen sin Randers FC-debut og viste gode takter på venstrekanten, hvor han fra start af udfordrede højre back Daniel Anyembe, som han ikke for så lang tid siden var holdkammerat med i Esbjerg.
I slutminutterne brændte det for alvor på i Randers FC-feltet, og Patrik Carlgren og forsvaret måtte diske op heroiske indgreb for at forhindre en udligning. En alt for nerverpirrende afslutning på kampen sluttede dog lykkeligt, da kampens dommer Aydin Uslu fløjtede kampen af til stor glæde for spillere, trænere og de fantastiske medrejsende fans.
Næste opgave er på torsdag til første kamp af Europa League Playoff hjemme på Cepheus Park Randers mod det tyrkiske storhold Galatasaray.
Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Simon Piesinger, Erik Marxen, Björn Kopplin – Tobias Klysner (88. Oliver Bundgaard Kristensen), Lasse Berg Johnsen - Frederik Lauenborg - Simon Tibbling (73. Jakob Ankersen) – Vito Hammershøy-Mistrati (84. Joel Kabongo)– Marvin Egho (88. Nicolai Brock-Madsen)
Gult kort: Christian Sørensen og Lars Kramer, Younes Bakiz, Justin Lonwijk og Lars Friis, Viborg FF – Erik Marxen, Randers FC
Tilskuertal: 5085 (848 i udebaneafsnittet)
Kampens Randers FC-spiller: Patrik Carlgren (valgt via Randers FC-app’en)