Weekendens resultater: uge 35
03.09.2024 14:18
Læs kampreferater og cheftræner udtalelser herunder.
U19 Randers FC - Lyngby 0-2 (0-1)
U19-mandskabet tabte lørdag til Lyngby. Kort efter kampen blev fløjtet i gang, fik gæsterne tilkendt et noget tvivlsomt straffespark, efter en hands-forseelse. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, men Rinor Rexhepi nåede inden pausen at have to fine muligheder, hvor den sidste måtte reddes af overliggeren hos gæsterne.
Fra 2. halvlegsstart satte hjemmeholdet sig tungt på begivenhederne, men det var gæsterne der midt i 2. halvleg bragte sig på 2-0, hvilket også blev kampens resultat.
“Det er skuffende at vi igen taber 2-0 på hjemmebane, efter vi egentlig spiller en fornuftig kamp set på data, hvor vi tillader Lyngby 5 afslutninger i hele kampen, hvor kun 2 rammer mål. Men når det er sagt, så har vi langt højere forventninger til os selv i forhold til den kvalitet, som vi skal bringe til bords, så vi må tilbage på træningsbanen” fortæller Christian Hansen.
U15 Randers FC vs Lyngby BK - 2-1 (0-1)
30min - Lyngby
77min - Hussein Ejo (Nikolaj Boye)
78min - Bertram Damgaard
U15 mandskabet tog i lørdags imod Lyngby. Lyngby er bedst i 1. halvleg, hvor Randers mangler det sidste i duellerne og intensiteten hvorfor Lyngby er foran ved pausen. 2. halvleg er Randers bedst med og uden bolden. Dog tilspiller Lyngby sig sporadiske chancer - én af dem, måske den største i kampen. Efter reduceringsmålet giver Lyngby bolden op, og i samme moment erobrer Bertram bolden og scorer til slutresultatet
Cheftræner for U15-mandskabet Mathias Riddersholm var tilfreds med sejren:
” Kampen er todel. Lyngby er bedst i 1. halvleg, hvor jeg egentlig syntes vores positioner er gode, er vi lidt på bagkant i pres og duelspillet og på bolden hektiske. 2. halvleg er vi bedst, og styrer kampen bedre med og uden bolden - uden for alvor at tilspille os store chancer. Drengene viser endnu engang ,at den kultur vi er i gang med at skabe i truppen, gør at selv i modgang er de i stand til at vende kampen. Kollektivet er stærkt, hvor spillernes individuelle frihed er til stede. Dog er der, heldigvis, stadig en masse ting der skal forbedres”.
U15 har fri-weekend i næste uge, inden turen går til Silkeborg
U13 (onsdag d. 28/8-24) Randers FC – Viborg FF 3-1 (1-1)
8’ – Viborg FF
22’ – Aksel Tode (Sander Fynbo)
36’ – Aksel Tode (Christian Isvoranu)
55’ – Albert Møller (Sander Fynbo)
U13 spillede onsdag sæsonens anden turneringskamp.
Her gæstede domkirkebyens drenge på besøg, til en intens og lærerig kamp.
Viborg kommer også bedst fra start, med en meget højt og hårdt pres, og har flere fine chancer i kampens indledning, og kommer også foran 0-1 på en scoring efter et indlæg.
Viborgs høje og hårde pres gav Randers drengene udfordringer, men som kampen udviklede sig, blev Randers bedre til at spille sig ud af det hårde pres.
Efter en længere periode med Randers på bolden og med mange fine opspil til lige-ved-og-næsten chancer, kom udligningen 8 minutter før pausen, efter et flot og velspillet angreb som startede helt nede fra eget målspark af. Scoringen blev koldblodigt sparket ind af Aksel Tode, som på flotteste manér lader bolden trille forbi sig, inden han med venstre sparker bolden ind.
Scoringen skulle vise sig af være et rygstød for hjemmebaneholdet, og efter pausen fortsatte de gode takter med bolden, og kvitterer også med et føringsmål, endnu engang sparket ind af Aksel Tode, denne gang på en afslutning fra distancen, efter fornemt forarbejde af flere af sine holdkammerater.
Kampen bliver lukket og slukket 5 minutter før tid, da Sander Fynbo på et frispark finder en helt fri Albert Møller på bagerste stolpe, som stiger flot op og header bolden i nettet.
I kampens afslutning var der flere gode muligheder for at score til både 4 og 5-1.
I perioden mellem 2-1 og 3-1 målet, var der en længere periode med Viborg på bolden, men Randers drengene forsvarede med disciplin og med stort hjerte, og holdt Viborg fra helt oplagte scoringsmuligheder.
U13 cheftræner Jonas Bundgaard Bak var ganske tilfreds med sejren:
’’En rigtig god og tilfredsstillende sejr, hvor vi præsterer på nogle af de parametre vi som klub vægter rigtig højt. Jeg er glad for at se den defensive disciplin drengene udviser i perioderne hvor vi ikke er så meget på bolden, og især den indsats der bliver lagt, i både vores genpres og vores defensive omstillinger.
Derudover synes jeg også spillet med bolden var rigtig fint. Vi har nogle gode løsninger i vores opbygningsspil, og er gode til at komme ned bagved Viborgs forsvar, eller få spillet bolden på siden, og søge nogle gennembrud derfra.
Nu skal vi en tur i videolokalet og gennemgå nogle af de ting vi i høj grad lykkedes med, og arbejde videre med dem på træningsbanen’’.