Besøg fra Union Berlins talentafdeling

06.11.2023 13:19

Vi havde i forrige weekend besøg af Union Berlins U12 og U13. De ankom fredag eftermiddag, hvor der først var fællesspisning samt et oplæg fra vores Superligaholds anfører Björn Kopplin. Björn fik sin fodboldopdragelse i Union Berlin og fik senere i karrieren 38 kampe for klubbens førstehold. Efter oplægget trænede holdene sammen i de respektive årgange, hvor vi afviklede træningen, mens de tyske trænere hjalp til.

Da træningen var slut, blev de 36 tyske spillere indlogeret hjemme hos Randers-spillerne og deres familier, mens de 8 Union Berlin trænere overnattede på Randers Sports College.

Om lørdagen spillede vi en miniturnering, hvor også FK Viborg deltog med deres U12 og U13 hold. U13-kampene blev afviklet 11 mod 11, mens U12-kampene var 8 mod 8 på to baner på samme tid. Det var 9 gode kampe, som var meget lærerige og en god oplevelse for vores spillere.Inden turen gik hjem til værtsfamilierne igen, var der en fællestur i Water and Wellness, hvor det sociale var i fokus.

Der var igen fællestræning på programmet om søndagen, denne gang var det Union Berlins trænere, som stod for afviklingen.Weekenden blev sluttet af med frokost, hvorefter Union Berlin rejste mod Berlin. Vi glæder os til april, hvor vi drager mod Berlin for en lignende weekend i den tyske hovedstad.

Vi vil gerne takke Frejas fodboldvenner, som var med til at gøre det til en rigtig god weekend for de 75 spillere og deres trænere.

Se lidt billeder fra besøget i galleriet herunder: