Randers FC ansætter Toivo Vadum på fuldtid som målmandstræner for ungdom

16.06.2023 09:40

For at give de talentfulde målmænd i Randers FC endnu bedre udviklingsmuligheder har Randers FC lavet en fuldtidsaftale med målmandstræner Toivo Vadum.

Hidtil har Randers FC’s målmænd på U17 og U19-holdene haft tilknyttet Toivo Vadum som målmandstræner et par gange om ugen, men fra den nye sæson vil de se en del mere til ham, da Randers FC har udstyret ham med en fuldtidsaftale gældende for de kommende to år.

- Det er et naturligt skridt i udviklingen af vores talentafdeling. Toivo har gjort det rigtigt godt, siden han kom til i vinter, men for at få det bedst muligt udbytte af hans kompetencer, så har vi vurderet, at han skal være her på fuldtid, så han også kan deltage i alle kampe og gå endnu mere i dybden med eksempelvis videoanalyse sammen med målmændene, siger talentchef Peter Elstrup.