Optakt: U17 spiller pokalfinale onsdag mod AGF

06.06.2023 08:37

3F Superligaen er gået på en velfortjent sommerferie, men ungdomsholdene spiller stadig kampe, og onsdag aften skal vores U17-drenge ud i et brag af en finale i pokalturneringen mod AGF. En kamp der vil blive spillet på neutral bane i Hadsten kl. 19.00.  

Det er 22 år siden, at U17-pokalen sidst blev løftet i Randers, men cheftræner Michael Ravn tror den tørke slutter i morgen. Han mærker en speciel pokalmagi i truppen.  

- Vi har noget specielt med pokalturneringen i gruppen her. 06'erne har vundet den to gange og 07'erne har også stået i to finaler, og da hele 22 spillere i truppen har spillet i Randers siden U13, er det for mange af drengene deres tredje finalekamp i pokalturneringen. De ved hvordan, man kan bruge energien omkring en finale til at løfte sit topniveau individuelt og kollektivt, siger U17-cheftræner Michael Ravn. 

Forventer velbesøgt finale 
Der er blevet slået tilskuerrekord i 3F Superligaen i denne sæson og to af de klubber, som har rykket deres tilskuergennemsnit markant er Randers og AGF. Der er fodboldeufori i Østjylland, og cheftræneren tror blandingen af eufori, lokalderby og pokalfinale vil lokke mange til Hadsten. 

- Vi har det godt med pokalfodbold i Randers, og vi har det godt med at slå AGF, og jeg kan helt få gåsehud af at forestille mig vores fantastiske fans fra Randers være med til at støtte vores drenge i så fed en kamp, siger Michael Ravn.

Bliver de små marginaler  
Randers og AGF har mødt hinanden to gange i ligaen i denne sæson. I den første kamp i Randers vandt AGF 2-1 og i den omvendte kamp i Aarhus vandt Randers-drengene ligeledes 2-1.  

- Jeg tror, det bliver en tæt kamp og en vigtig nøgle for os i kampen bliver at ofre os i felterne for at blokere og stå i vejen for AGF i vores eget felt og for at komme først på boldene i AGF's felt og banke bolden i kassen.

U17-finalekampen spilles kl. 19.00 på Hadstens kunstgræsbane. Der er fri entré.