Randers Freja FC's ungdomstrænere fik inspiration i Berlin

Kasper Lynge — 20.02.2023 07:25

I januar var 12 trænere fra Randers Freja FC’s U10-U15-segment på inspirationstur i Berlin. Her stod den på tre dages fodbold-nørderi og sociale arrangementer. 

Turen begyndte med et besøg hos Hertha Berlins akademi, som har til huse i bygningerne tæt op ad Olympiastadion. Her stod Thomas Broich og Matthias Borst som er henholdsvis 'Head of methodology' og 'Leder af spillestil & trænerudvikling' for oplæg omkring strategi, spillestil, individuel træning m.m.

Efterfølgende var der oplæg fra Akademichef Pablo Thiam, som gav et oplæg omkring hele organisationen. Udover oplæg var der rundvisning af de flotte faciliteter og en-til-en-snakke, inden dagen sluttede af med observation af træning i U10-U15-segmentet.

Dagen efter stod programmet på besøg hos Union Berlin, hvor Akademidirektør Janek Kampa og kommunikationsansvarlig Raik Fröhlich gav rundvisning på byggepladsen ved deres nye akademi.

De nye faciliteter skal efter planen stå færdig til september i år, og det bliver et meget moderne anlæg med blandt andet 5-a-side-bane på taget, yogarum og wellness-faciliteter. 

Efter rundvisningen var der oplæg på deres stadion 'An der Alten Försterei', hvor Henry Rehnisch og Egbert Gruber, som er henholdsvis spiller/trænerudvikler for U12-U16-holdene og børnefodboldkoordinator, stod klar til at tage imod os.

Oplæggene var omkring klubbens tanker for børne- og ungefodbold og den individuelle udvikling deri samt trænerudvikling.

Efter frokost stod programmet på trænerkamp mellem Union Berlin og Randers Freja FC. Kampen endte 4-4 efter et godt comeback fra Randers-trænerne. Efter den hårde kamp stod den på en-til-en-snakke og observering af træning i U10-U15-segmentet

Turen sluttede af med Berliner-derby lørdagen på Olympiastadion. De mere end 74.000 tilskuere skabte en god ramme omkring kampen, som Union Berlin trak sig sejrrigt ud af med 2-0 sejr.

Efter kampen var der afgang med Randers, hvor de mange nye ideer og indtryk nu skal omsættes på fodboldbanerne.

Vi vil gerne takke Hertha BSC og Union Berlin for nogle utroligt gode dage.