U19, U17 og U15 åbnede forårssæsonen i Odense

Kristian Fredslund — 28.02.2022 09:05

For de ældste talenthold startede forårssæsonen i weekenden. Såvel U19 som U17 og U15 var et smut i Odense, hvor holdene spillede tætte kampe, men kun U15 kom tilbage fra Fyn med point på kontoen.

U19: Forfærdelig start gjorde udslaget

U19 tabte 3-2 til OB. En forfærdelig start på kampen fra det 5. til det 21. minut, hvor hjemmeholdet scorede tre gange. 

- Vi manglede energi og hang derfor ikke sammen defensivt. Derfra fik vi samlet os og kæmpede os ind i kampen og 2. halvleg var en lige affære og viste det kampbillede vi havde forventet før kampen. Desværre reducerede vi for sent til 3-2 til at det for alvor kunne nå at blive spændende. Der skal brænde en ild i os for at revanchere det her i næste weekend, hvor Silkeborg kommer på besøg, siger U19-cheftræner Hans Paarup.

Omer Kaqiu og Oliver Bjerrum Jensen (straffespark) scorede målene for Randers Freja FC.

U17: Manglede lige det sidste

U17 tabte med 0-1 i Odense efter en kamp, der langt hen ad vejen var en lige kamp. OB var lige lidt skarpere i nogle afgørende momenter i kampen, men det var en kamp, hvor defensiven på de to hold havde et lille overtag over offensiven, og derfor var det småt med store chancer.

- OB kom foran efter et hjørnespark i slutningen af første halvleg men i 2. halvleg overtog vi mere og mere momentum med kampen, uden vi dog for alvor blev farlige nok og OB fik lukket godt af bagtil.Vi manglede ofte lige det sidste for at blive helt farlige, siger U17-cheftræner Michael Ravn.

- Der skal lyde en stor ros til Oliver i målet for et par flotte redninger i kampen, hvor han leverede en stærk præstation. Der skal også gives stor ros til OB's præstation, som var på et højt niveau. Især deres to centerforsvarere leverede en rigtig flot kamp. Ellers var det dejligt at være igang igen med ligakampene, og vi ser frem til at spille hjemme i Randers igen for første gang i 2022 på fredag mod Silkeborg, hvor vi er klar til at leverer en maksimal præstation.

U15: Flot point mod svær modstander

U15 fik et flot point mod OB, som ligger i toppen af U15-ligaen. Hjemmeholdet kom foran efter 37 minutter, mens Andreas Riiser udlignede i det 70. minut. Ved uafgjort går kampen i straffesparkskonkurrence om et ekstra point, og der trak Randers Freja FC desværre det korteste strå.

- Vi kom fint ud de første 20 minutter, hvor det var en meget lige kamp. Herefter kom vi lidt i problemer især uden bold, hvilket gjorde, at vi blev presset inden pausen, hvor vi også indkasserede vores mål. I anden halvleg var de første 10 minutter lige, men herefter fik vi overtaget i kampen og afviste dem langt bedre end i første halvleg. Vi fik udlignet på en flot omstilling. Det var et flot point mod en svær modstander, som ligger nummer to i rækken, siger U15-cheftræner Søren Emil Overgaard.