Lars Rønbøg, Getty Images

Oliver Bundgaard forlænger til 2024

Kristian Fredslund — 31.05.2021 12:16

Backtalentet Oliver Bundgaard Kristensen har forlænget sin aftale med Randers FC til udgangen af 2024.

Oliver Bundgaard, Randers FC

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Da flere af de mere rutinerede backs i forårssæsonen sad ude med skader, gav det chancen til den 19-årige lokale knægt Oliver Bundgaard Kristensen, som greb den på fornemste vis. Det har nu kastet en ny aftale af sig gældende indtil udgangen af 2024.

- Det er utroligt fedt at kunne forlænge aftalen med en af vores egne drenge, som i foråret fik vist, at han kan være med på det højeste niveau herhjemme. Han blev kastet ud på dybt vand, men fik i den grad vist, at han kunne bunde. Oliver har som ungt talent bevaret tålmodigheden og vist, hvordan det kan lønne sig at arbejde hårdt og vente på sin chance. Den greb han, og det har også kastet en flot udtagelse til U20-landsholdet af sig, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Oliver Bundgaard Kristensen fik i den forgangne sæson 740 3F Superliga-minutter, hvoraf mange var i Mesterskabsspillet mod de bedste hold. Her leverede han stærke præstationer mod hold som FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Brøndby IF, mens han var med til at spille Randers FC i Sydbank Pokalens finale, da holdet slog AGF ud. Senest er han også udtaget til det danske U20-landshold, der i starten af juni skal spille kampe mod Irland og Argentina.

- Det har været et vanvittigt forår på den gode måde, og jeg er utroligt stolt af, hvad jeg har opnået med kampe på førsteholdet og nu også en landsholdsudtagelse. Det giver mere blod på tanden, og jeg er glad for at have lavet en ny aftale med klubben, som virkelig tror på mig. Det er fantastisk fortsat at være en del af den klub, jeg elsker og er så glad for at spille for, siger Oliver Bundgaard Kristensen.     

Forude venter en tur til Spanien med det danske U20-landshold, som kan betyde landsholdsdebut for Oliver, som ikke tidligere har spillet kampe på de danske ungdomslandshold. Han har spillet 23 kampe for Randers FC og har tidligere repræsenteret moderklubberne Hornbæk SF og Randers Freja.

Oliver Bundgaard Kristensen er personligt sponsoreret af E-Plaza.

Det er fantastisk fortsat at være en del af den klub, jeg elsker og er så glad for at spille for

Oliver Bundgaard