
Laurits Raun Pedersen forlænger til 2030
25.09.2026 10:58
Randers FC og Laurits Raun Pedersen har forlænget samarbejdet, så aftalen nu løber til 2030.
Laurits Raun Pedersen er en ægte lokal Randers-dreng. Han begyndte sin fodboldrejse i Hornbæk SF, inden turen gik videre til Randers FC, hvor han har spillet sig gennem akademiet og nu er en fast del af førsteholdet. Den 20-årige midtbanespiller har været en fremtrædende del af holdet i starten af denne sæson, hvor han blandt andet har spillet en vigtig rolle i sejrene mod AGF og Brøndby. Nu fortsætter den lokale midtbanespiller sin udvikling i Randers FC, efter parterne er blevet enige om at forlænge aftalen frem til 2030.
Cheftræner Rasmus Bertelsen har fulgt udviklingen tæt og ser en spiller, der har taget store skridt.
– I bund og grund er det et perfekt eksempel på den udvikling, vi gerne vil se. Laurits er gået fra at være et ungt talent, der skulle snuse til førsteholdet, til at udvikle sig til en fast spiller i startopstillingen og nu en nøglespiller, som han har været i starten af den her sæson. Det kan ikke gøres meget flottere. Han er en meget moden spiller for sin alder, spiller meget disciplineret og har et højt taktisk niveau. Samtidig har han rykket sig rigtig meget fysisk og teknisk over de sidste måneder. Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling, og så er det selvfølgelig noget særligt, at han er en af vores lokale knægte, som har taget turen fra Hornbæk SF, gennem akademiet og hele vejen til førsteholdet, siger cheftræner Rasmus Bertelsen.
For Laurits Raun Pedersen betyder forlængelsen meget, og den lokale midtbanespiller glæder sig over at kunne fortsætte sin udvikling i Randers FC.
– Jeg er født og opvokset i Randers og har spillet i Hornbæk, inden jeg kom ind på akademiet, så Randers FC har altid været en stor del af mit liv. Derfor er det også noget helt særligt for mig at forlænge min aftale med klubben. Jeg har selvfølgelig stadig meget, jeg gerne vil opnå, og jeg glæder mig til at fortsætte udviklingen her i Randers FC, fortæller Laurits Raun Pedersen.
Laurits Raun Pedersen præsenteres i samarbejde med Murermester Jens Ole Pedersen ApS.