
Villum Ilkjær er ny mand på U17-holdet
06.05.2026 14:54
16-årige Villum skifter fra HIK og tiltræder til sommer, hvor han bliver en del af klubbens U17-hold.
Den unge midtbanespiller har fået sin fodboldopvækst på Sjælland, men tager nu næste skridt i karrieren og rykker til Jylland for at fortsætte sin udvikling, noget der glæder talentchef Peter Elstrup.
- Villum er en dynamisk og arbejdsom midtbanespiller med et stort løbepensum. Han spiller i et højt tempo og besidder stærke lederegenskaber centralt på banen.
For Villum selv er kontrakten et vigtigt skridt:
- Det føles helt fantastisk at være her og skrive under. Jeg synes, der er en rigtig god stemning i klubben. Jeg har været her før og besøgt faciliteterne, og det har kun bekræftet mig i, at det er det rigtige sted for mig, fortæller Villum og tilføjer;
- Min drøm er at blive professionel fodboldspiller, og det vil jeg arbejde hårdt for. Samtidig vil jeg slå igennem i Randers, og det betyder meget for mig, at klubben har vist tro på mig ved at tilbyde mig en kontrakt, afslutter han.
Villum skal bo på Randers Sports College og ved siden af fodbolden skal han gå på Randers Statsskole.
Velkommen til Kronjylland, Villum!
Talentpartner er Makeen Energy.