
Randers FC henter Spencer Juul-Larsen i HIK
01.07.2026 14:27
Randers FC har indgået en 3-årig DBU-trainee-kontrakt med midterforsvareren Spencer Juul-Larsen. Den 16-årige defensive spiller kommer til klubben fra HIK og bliver fra sommer en del af Randers FC’s U17-hold.
Spencer Juul-Larsen har haft sin fodboldopvækst i HIK, hvor han har spillet siden han var blot 3 år gammel. Nu skifter han Sjælland ud med Kronjylland, da han efter sommer fortsætter sin udvikling i Randers.
Talentchef Peter Elstrup glæder sig over tilgangen af den unge defensive spiller, som han ser et stort potentiale i.
- Spencer er en venstrebenet spillende stopper, som er god på bolden og forudseende i sit spil - både defensivt og offensivt. Han er desuden en del af DBU Future-landsholdet, hvor han senest i april deltog i en træningsturnering i Holland og fik masser af spilletid. Jeg glæder mig til at følge hans udvikling i Randers FC og se ham tage de næste skridt i sit spil, fortæller Peter Elstrup.
Hovedpersonen selv ser frem til skiftet til Randers:
- Det føles rigtig godt at skrive under med en ligaklub. Der er flere, der holder øje med én, og Randers virker som en rigtig god klub, som jeg kun har hørt positive ting om. Jeg kender også nogle spillere i klubben, der er skiftet hertil, og de har kun sagt gode ting. Jeg har set faciliteterne, og de ser rigtig fine ud. Jeg glæder mig til at komme i gang efter sommerferien og fokusere på at udvikle mig, arbejde hårdt og være ydmyg, fortæller Spencer Juul-Larsen.
Ved siden af fodbolden skal Spencer bo på Randers Sports College og starte i 1.g på STX på Randers Statsskole efter sommerferien, hvor han også bliver en del af Team Danmark-setup’et.
Velkommen til Kronjylland, Spencer!