Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Randers FC sælger Mohamed Touré

01.02.2026 18:00

Efter blot halvandet år i Kronjylland tager Mohamed Touré nu næste skridt i sin karriere

Randers FC har solgt den 21-årige australsk-guineiske angriber til den traditionsrige engelske Championship-klub Norwich City F.C.

Mohamed Touré kom til Randers FC i sommeren 2024 og markerede sig hurtigt i 3F Superligaen med stærke præstationer. Hans udvikling har også ført til flere udtagelser til det australske A-landshold, hvor han blandt andet har været med til at sikre Australien en plads i sommerens VM-slutrunde. 

I løbet af sine halvandet år i klubben har Touré spillet 48 kampe, scoret 12 mål og leveret 9 assists. Med hans flotte præstationer både i Superligaen og på landsholdet undrer det derfor ikke fodbolddirektør Søren Pedersen, at han allerede er på vej videre efter 48 kampe for Randers FC.

– Mohamed kom til os som et særdeles spændende talent med et stort udviklingspotentiale. Vi var overbeviste om, at vi kunne udvikle ham sportsligt her i Randers FC, men også at han på sigt kunne blive en rigtig god forretning for klubben. Det har Mohamed i den grad indfriet, fortæller Søren Pedersen og tilføjer:

– Det har længe været et spørgsmål om, hvornår og hvor Touré skulle tage næste skridt – og det er nu blevet til et særdeles flot skifte til den næstbedste række i England. I det seneste vintertransfervindue solgte vi Tammer Bany i en rekordhandel til en anden Championship-klub, og salget af Mohamed Touré ligger prismæssigt i nærheden af den handel, afslutter fodbolddirektøren.

Tak for din indsats i Randers FC, Mo! Hele Randers FC ønsker dig held og lykke på din vej videre i karrieren.

Mohamed Touré blev præsenteret i samarbejde med Horescon POS. 

Fakta

Mohamed Touré Født: 26. marts 2004 (21 år) Født: Conakry, Guinea Statsborgerskab i: Australien og Guinea Højde: 1,86 m Position: Angriber Tidligere klubber: Adelaide United, Stade de Reims, Paris FC 8 kampe og to mål for det Australske landshold. 12 mål og 9 assist i 48 kampe for Randers FC.