
Oskar Riise-Jakobsen skriver under på ny kontrakt
15.01.2026 16:16
Vores U17-anfører Oskar Riise-Jakobsen har forlænget sin kontrakt med yderligere to år
I sommer skrev den talentfulde midtbanespiller under på sin første kontrakt, og allerede et halvt år senere har klubben valgt at forlænge aftalen med yderligere to år på forbedrede vilkår – noget, der vækker stor glæde hos talentchef Peter Elstrup.
– Oskar er anfører på vores U17-hold. Han er en klar ledertype, som har taget over efter vores anfører Frederik, da han blev skadet. Hans måde at være på – både på College, i skolen, på træningsbanen og til kamp – gør, at han får spillerne omkring sig til at blive bedre. Samtidig har han selv udviklet sig markant som central midtbanespiller, fortæller Peter Elstrup.
Oskar Riise-Jakobsen har fået sin fodboldopvækst på Sjælland, inden han i sommer skiftede til Randers. Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, hvor glad han er for kontraktforlængelsen.
– Det er stort for mig og noget, jeg har jagtet længe: at få kontrakt med en ligaklub. Det er et rigtig godt miljø med dygtige trænere og en stærk stab omkring mig, og jeg føler, at jeg udvikler mig hver dag i den rigtige retning, fortæller en glad Oskar og fortsætter:
– Nu vil jeg fokusere på at slutte godt af på U17, inden jeg rykker op på U19 og gør mig konkurrencedygtig dér. Mit langsigtede mål er, at jeg en dag kan komme op og snuse til Superligaen og førsteholdstruppen, og det ved jeg selvfølgelig kræver hårdt arbejde at nå, afslutter Oskar Riise-Jakobsen.
Oskar bor på Randers Sports College og går ved siden af fodbolden i 1.g på HHX Tradium.
De unge talenter præsenteres i samarbejde med Makeen Energy.