Randers FC henter Amady Camara

31.08.2026 06:59

Randers FC har hentet den 21-årige maliske offensivspiller Amady Camara, som kommer til fra Sturm Graz på en 4-årig aftale.

Randers FC henter dermed en offensiv forstærkning i form af Amady Camara, som kommer til klubben fra østrigske Sturm Graz. Camara kom til Sturm Graz i 2023, og i den seneste sæson var han udlejet til franske FC Nantes. Undervejs har den 21-årige malier også fået debut for Malis A-landshold, hvor det er blevet til to landskampe. Nu fortsætter Camara karrieren i Randers FC. 

Fodbolddirektør Søren Pedersen glæder sig over tilgangen af Amady Camara. 

– Camara er en eksplosiv og teknisk stærk spiller, som kan dække flere positioner offensivt. Han har allerede i en ung alder opbygget god erfaring fra det højeste niveau, hvor han har spillet i fransk og østrigsk topfodbold samt Champions League. Amady passer rigtig godt til vores måde at spille på. Han har en rigtig god acceleration og fart, ligesom han er dygtig til at udfordre sin modstander én-mod-én. Det giver ham nogle spændende individuelle kvaliteter, som vi er sikre på, kan tilføre noget ekstra til vores offensiv, siger fodbolddirektør Søren Pedersen. 

Amady Camara ser frem til at blive en del af Randers FC og tage hul på sit nye kapitel i dansk fodbold, hvor han håber at kunne bidrage med mål og assists. 

 Jeg er meget glad for at være her i Randers FC. Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med klubben, og det gav mig en god fornemmelse af, at det her er det rigtige sted for mig. Jeg kommer til en ny liga og en ny klub, og det er en udfordring, jeg ser meget frem til. Jeg så kampen i går og blev virkelig imponeret over holdets indsats og den opbakning fansene skabte på tribunen. Det var en rigtig god måde at få mit første indtryk af klubben på, og nu glæder jeg mig til at møde mine nye holdkammerater og til at spille foran fansene, siger Amady Camara. 

Amady Camara får trøjenummer 36 i Randers FC. 

Transfer partner: Billund Lufthavn