
Ernest Agyiri udlejes til Mosta FC
11.08.2026 14:16
Ernest Agyiri er blevet udlejet til den maltesiske klub Mosta FC på en aftale, der løber resten af sæsonen.
Ernest Agyiri kom til Randers FC i sommeren 2023 og har siden spillet 24 kampe i den lyseblå trøje. Den 28-årige kantspiller har undervejs været udlejet til både Kolding IF og estiske FCI Levadia, og nu fortsætter karrieren på Malta, hvor han resten af sæsonen skal tørne ud for Mosta FC. Da Ernest Agyiri ikke stod til en rolle i Superliga-truppen, har Randers FC arbejdet på at finde en løsning, der kunne give kantspilleren mulighed for kontinuerlig spilletid og et godt afsæt for det næste kapitel i karrieren.
– Vi har gennem længere tid været på udkig efter en løsning, hvor Ernest kunne komme hen og få kontinuerlig spilletid. Den mulighed har nu budt sig i Mosta FC, og det synes vi er en god løsning for alle parter. Siden Ernest kom tilbage fra FCI Levadia i januar, har han været professionel i sin tilgang og mødt ind hver eneste dag med et smil på læben, selvom han har vidst, at udsigten til spilletid hos os var begrænset. Derfor ønsker vi også Ernest alt det bedste og håber, at han nu får muligheden for at komme ud og få sat gang i karrieren igen, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.
Lejeaftalen med Mosta FC løber frem til sommeren 2027, hvor Ernest Agyiris kontrakt med Randers FC også udløber.
Transferpartner er Billund Lufthavn.