
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Optakt: Randers FC - FC Fredericia
21.04.2026 13:14
Torsdag klokken 18.00 aften venter en utroligt vigtig kamp, når FC Fredericia kommer på besøg.
Det blev desværre ikke til point i Odense, hvor vi tabte 3-1 til OB søndag eftermiddag. Vi må derfor også erkende, at fokus nu er på at sikre overlevelse i Superligaen, hvor vi i skrivende stund har tre point ned til Silkeborg IF på 11. pladsen. Derfor bliver de to næste kampe utroligt vigtige.
Allerede i morgen kl. 18.00 tager vi imod FC Fredericia på Cepheus Park, mens vi søndag kl. 14.00 skal en tur til Silkeborg. Det er nu, vi skal stå sammen, og vi håber at se jer til den vigtige kamp mod Fredericia i morgen, så vi sammen kan jagte tre vigtige point.
Sæsonens første møde i Fredericia endte med en 1-0-sejr til holdet fra fæstningsbyen på mål af Svenn Crone. Hjemmekampen på Cepheus Park endte 1-2 til gæsterne trods et flot mål af John Björkengren. Mens kvalifikationsspillets første kamp endte med en 0-3 sejr på mål af Mathias Greve, Warren Caddy og Elies Mahmoud. Vi jagter en gentagelse i torsdagens opgør.
Der er ikke meget historik at kigge tilbage på i de indbyrdes kampe. Før denne sæsons opgør skal vi tilbage til 11/12-sæsonen i 1. division, hvor det endte 1-1 på udebane og med et 0-1-nederlag på hjemmebane mod Fredericia.
Fokus på Fredericia
Det er et Fredericia-mandskab med cheftræner Michael Hansen i spidsen, som har vist fine takter gennem sæsonen. I kvalifikationsspillet er det blevet til en sejr, to uafgjorte og en sejr. Holdet ligger i skrivende stund på 10. pladsen med 28 point og jagter derfor også vigtige point i torsdagens opgør.
FC Fredericia er kendetegnet ved et stærkt sammenhold, men skal der peges på profiler, er det værd at fremhæve 18-årige Sofus Johannesen, som har været formstærk i 2026, hvor det er blevet til 4 mål og 2 assists.
Den 18-årige offensivspiller, som er udlejet fra FC Midtjylland, kan både spille på kanten og centralt og er værd at holde ekstra øje med i torsdagens opgør.
Kampens dommer til torsdagens opgør er Jakob Kehlet, der bliver assisteret af Sandi Putros i VAR-rummet.