
Michael "IT" Møller Højfeldt fejrer 10-års jubilæum
02.09.2025 08:27
Tirsdag morgen blev Michael Højfeldt fejret i Randers Frejas klubhus, hvor hele huset var samlet til morgenmad. Michael – bedre kendt som "IT" – kunne nemlig markere 10 år i klubben.
Michael spiller en central rolle i Randers FC. I ti år har han som ansvarlig for billetter og sæsonkort ydet en uvurderlig indsats for klubbens trofaste sæsonkortholdere. Samtidig står han i spidsen for de mange dedikerede frivillige, der bidrager med deres hjælp både på kampdage og i det daglige arbejde uden for banen.
De fleste har sikkert mødt Michael på Cepheus Park Randers i forbindelse med hjemmekampe, hvor han altid står klar med en hjælpende hånd – eller bare til en hyggelig snak.
Udover at være billetkoordinator er han også husets IT-kyndige. Han er altid parat til at træde til, hvad enten det drejer sig om en drilsk billetside eller en computer, der er brudt sammen. Foruden dette er han en fantastisk person, som både ansatte og frivillige holder meget af.
Tusind tak for din store indsats og dit engagement i klubben, IT – vi ser frem til mange flere år sammen!