Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Optakt til søndagskampen mod Viborg FF

30.10.2025 11:57

Søndag kl. 14.00 spiller vi ude mod Viborg FF i 3F Superligaens 14. spillerunde

Fuld fokus på 3F Superligaen

Efter et skuffende pokalexit i midtugen handler det nu om at rejse sig og finde rytmen igen, når vi på søndag gæster Viborg FF på Energi Viborg Arena.

I seneste Superligarunde måtte vi tage til takke med 0-0 hjemme mod Sønderjyske i en kamp, hvor vi aldrig for alvor fik sat os på spillet offensivt. Onsdag aften i Oddset Pokalturneringen blev det desværre heller ikke til forløsning, da vi måtte se os slået af Esbjerg fB efter både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Nu gælder det om at få vendt blikket fremad – og tilbage på Superligaen, hvor vi fortsat befinder os i top 6.


Statistisk set

Efter 13 spillerunder ligger vi på 6. pladsen i 3F Superligaen med 17 point. Tabellen er dog virkelig tæt, og hver en kamp tæller. Viborg FF, som vi møder søndag, ligger blot fire point efter os på 10. pladsen med 13 point. En sejr i Viborg vil derfor være altafgørende for at skabe luft nedad og holde fast i top-6 positionen.

Historisk set har vi haft et rigtig godt tag på Viborg FF. I 30 Superligaopgør mellem klubberne er det blevet til 15 sejre, 6 uafgjorte og 9 nederlag. Vi har vundet de seneste fire kampe i træk mod Viborg – senest hjemme på Cepheus Park, hvor vi sejrede 2-1 efter hurtige scoringer af Nikolas Dyhr og Mohamed Touré inden for kampens første 15 minutter.


Fokus på Viborg FF

Viborg har haft en svingende start på sæsonen og befinder sig aktuelt på 10. pladsen. De har kun hentet én sejr i de seneste fem kampe, men viste stærk moral senest med et uafgjort resultat i Parken mod FC København.

Onsdag aften gik de – ligesom os – hele vejen til straffesparkskonkurrence i Oddset Pokalen mod FC Fredericia, men her trak de det længste strå efter 120 minutters spil. Det kan dog vise sig at have kostet kræfter for de grønblusede, som vi forhåbentlig kan udnytte på søndag.

Viborgs styrke ligger i deres fysiske spillestil og stærke dødbolde, men de har haft svært ved at finde stabiliteten i år. Offensivt er det særligt spillere som Thomas Jørgensen, Charly Nouck og Tim Freriks.


Opbakningen kan blive afgørende

Nu skal vi tilbage på sporet i 3F Superligaen. Pokalen er fortid, og fokus er 100 % rettet mod at sikre en plads i den øverste halvdel af tabellen. Med tre point i Viborg kan vi skabe et vigtigt hul ned til forfølgerne og tage et stort skridt mod top 6.

Vi håber at se mange randrusianere tage turen til Domkirkebyen og støtte drengene fra udebaneafsnittet – hver en stemme tæller, når vi jagter endnu en sejr over Viborg FF!


Fun facts

- Vi har vundet de seneste fire opgør mod Viborg FF, og kan for første gang i historien gøre det fem gange i træk med en sejr på søndag.

- Viborg FF har tabt fire ud af deres seks hjemmekampe i sæsonen og kan tabe fem ud af de første syv hjemmekampe for blot anden gang i klubbens historie, hvor sidst var i 1998-99 sæsonen.

- Kun Dario Osorio fra FC Midtjylland har leveret flere succesfulde driblinger i denne sæson (29) end Viborgs Thomas Jørgensen (28), der samtidig har den højeste succesrate blandt alle der har forsøgt sig med mere end 20 driblinger i indeværende sæson (65% af de 43 forsøg).

- Mellem alle spillere med 800+ minutter spillet i denne sæson, er det kun Gift Links der har skabt flere chancer per 90. minutter (2,5) end Elies Mahmoud (2,4) og Mathias Greve (2,3).