Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Top 6 er hjemme! Randers FC smadrer Brøndby med 4-2!

Martin Albrechtsen — 10.03.2025 21:18

Cepheus Park eksploderede i jubel i et vanvittigt underholdende Top 6-brag!

Mandag aften stod den på et decideret Top 6-slag mellem Randers FC og Brøndby IF på Cepheus Park Randers. Inden kampen blev sparket i gang lå begge mandskaber side om side med 32 point hver i 3F Superligaen. Kampen havde derfor kæmpe betydning i jagten på top-6!

De 8624 tilskuere på Cepheus Park her til aften blev mødt af et flot lysshow ved indløb, og et endnu flottere festfyrværkeri af en fodboldkamp, der endegyldigt sikrede Randers FC Top 6 og Mesterskabsspillet!

Kampens enorme betydning for begge mandskaber var til at få øje på fra start, hvor der fra første fløjt var masser af nerve og intensitet. Den første store chance i kampen tilfaldt gæsterne fra Brøndby efter syv spilleminutter, da Daniel Wass med en giftig aflevering i dybden fandt Mathias Kvistgaarden, der tog et fikst træk uden om Wessel Dammers og ind i feltet. Heldigvis for Randers FC gik Kvistgaardens afslutning snært forbi stolpen.

Randers FC's første gode mulighed kom efter 15 minutter, hvor Florian Danho var tæt på at bringe hjemmeholdet foran. Bolden havnede lidt tilfældigt hos Danho midt i feltet efter et godt rush fra Mathias Greve. Vores franske angriber fik desværre afsluttet lige på Patrick Pentz i Brøndby-målet. 

Midtvejs i 1. halvleg fik Daniel Wass testet Paul Izzo fra distancen, men vores australske keeper var vågen og greb sikkert ind i situationen. 

Randers FC var nærgående mod 1. Halvlegs afslutning, og i det 38. minut var Daniel Høegh tæt på at score efter et sublimt indadskruet hjørnespark fra Simen Nordli. Lige i panden på Høegh ved bagerste stolpe. Høeghs hovedstød blev desværre blokeret af en Brøndby-spiller på målstregen. 

2. halvleg var knapt nok fløjtet i gang, før Mohamed Touré fik netmaskerne til at blafre og Cepheus Park Randers til at eksplodere i jubel. Nikolas Dyhr drev bolden frem på venstrekanten og sendte et milimeterpræcist indlæg ind i pandebrasken på Mohamed Touré, der steg flot til vejrs ved forreste stolpe og stangede bolden i mål. Sådan! 1-0 til Randers FC!

Der gik dog ikke længe før Brøndby fik udlignet til 1-1. Et præcist indlæg fra Yuito Suzuki på højrekanten fandt en fri Nicolai Vallys midt i feltet, der sparkede bolden i mål. En eksplosiv start på 2. halvleg.

Vanvittig kamp. Randers FC scorer til 2-1 blot fire minutter senere. Et hjørnespark fra Nordli finder Høegh bagerst i feltet, der springer højst og header bolden mod kassen, og inde foran mål får André Rømer sparket bolden i kassen mellem venner og fjender. Sikke en kamp. To hold der virkelig ville fremover stepperne. 

Hvilket også gjorde sig gældende i det 68. minut, hvor Florian Danho lavede en fantastisk detalje, da han på ekvilibristisk vis vendte på sin direkte modstander på kanten af feltet. Den fremragende detalje bragte Danho i en gunstig situation inde i feltet, hvor den franske angriber også fik afsluttet. Patrick Pentz parerede den hårde afslutning fra Danho lige ud til en snu Mohamed Touré, der prikkede bolden i mål til 3-1!

I det 73. minut fik Brøndby dog reduceret ud af det blå på et langskud fra Jordi Vanlerberghe, hvilket bragte spændingen tilbage i opgøret. Paul Izzo fik i fuld længde handsken på bolden, men ind gik bolden alligevel. 

Brøndby pressede på for udligningen mod kampens afslutning, men Mathias Greve lukkede og slukkede en historisk god 2. halvleg og kamp i det hele taget med sin scoring til 4-2! Top 6 er dermed sikret, og vi kan se frem til at skulle spille 3F Superligaens Mesterskabsspil i foråret.

Tusinde tak for en helt fantastisk opbakning på Cepheus Park Randers!

Kampfakta:
Randers FC - Brøndby IF 4-2 (0-0)

1-0 Mohamed Touré (48. min)
1-1 Nicolai Vallys (55. min)
2-1 André Rømer (59. min)
3-1 Mohamed Touré (69. min)
3-2 Jordi Vanlerberghe (74. min)
4-2 Mathias Greve (90+2. min)

Tilskuertal: 8624 tilskuere

Startopstilling med ændringer undervejs:
Paul Izzo - Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr - Mathias Greve (90. Björn Kopplin), John Björkengren, André Rømer, Simen Bolkan Nordli (79. Frederik Lauenborg) - Mohamed Touré (79. Stephen Odey), Florian Danho (72. Elies Mahmoud).

Bænken:
Oskar Snorre, Björn Kopplin, Sabil Hansen, Frederik Lauenborg, Laurits Pedersen, Noah Shamoun, Norman Campbell, Elies Mahmoud, Stephen Odey.