
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Søren Pedersen bliver ny Fodbolddirektør i Randers FC
14.05.2025 08:59
Samtidig forlænger han sin kontrakt frem til 2029
Det er mange år siden, Søren Pedersen sidst underskrev en kontrakt, men i forbindelse med organisatoriske justeringer i Randers FC er det nu aftalt, at han overgår til en kontraktansættelse, der løber frem til sommeren 2029. Samtidig tiltræder han en nyoprettet stilling som Fodbolddirektør og bliver dermed øverste ansvarlige for den daglige ledelse af hele forretningen – både sportsligt og kommercielt.
Bestyrelsesformand i Randers FC, Per Hastrup, glæder sig over forlængelsen af Søren Pedersen:
– Sammen med mange dygtige kræfter har Søren Pedersen været en nøglefigur i den udvikling, vi har gennemgået – fra en sportslig genrejsning tæt på nedrykning til i dag at være en klub med store spillersalg, europæisk gruppespil, en pokaltitel og top-6-placeringer i fire ud af de seneste fem sæsoner. I denne sæson præsterer vi måske på vores højeste sportslige niveau i over 10 år, fortæller bestyrelsesformanden og tilføjer:
– Selvom rygter ikke har været årsagen til de organisatoriske ændringer, har vi naturligvis bemærket, når Sørens navn har været sat i forbindelse med andre klubber. Med denne beslutning sender vi således også et klart signal om, at den stabilitet, Randers FC altid har været kendt for, fortsat er en grundsten i vores fundament, afslutter Per Hastrup.
Samtidig vender administrerende direktør Henrik Jørgensen tilbage til rollen som Økonomidirektør.
Randers FC har nået en størrelse og omsætning, der kræver endnu større fokus på økonomien. Det betyder, at klubben har valgt at trække økonomifunktionen hjem fra vores gode og mangeårige samarbejdspartner Redmark. Organisationsændringen skal dermed sikre det nødvendige fokus på området.
Randers FC's nye Fodbolddirektør, Søren Pedersen, udtaler følgende om den nye rolle og aftale:
– Jeg glæder mig til den videre udvikling i Randers FC. Vi står et godt sted, og jeg ser enormt meget frem til det fortsatte arbejde. Hver morgen glæder jeg mig til at møde ind og arbejde på at skabe resultater for Randers FC sammen med en masse fantastiske kolleger. Derudover er jeg dybt taknemmelig for den opbakning, vi oplever i hele Kronjylland, fortæller han og tilføjer:
– I det daglige arbejde vil mit primære fokus fortsat være på strategi, ledelse og det sportslige. Der sker også ændringer i ansvarsfordelingen for to af klubbens øvrige ledende medarbejdere. Morten Hørby og Jesper Hansen får nu endnu mere formelt ansvar for forskellige aspekter af driften – som henholdsvis Salgs- og Marketingchef og Drifts- og Udviklingschef – med reference til mig. Med næsten 30 års samlet erfaring i klubben er deres områder i trygge hænder. Begge har vist stort engagement og høj faglighed gennem årene, og den udvidede rollefordeling skal sikre en mere effektiv og fokuseret ledelse til gavn for både medarbejdere, ledelse og eksterne samarbejdspartnere, afslutter Søren Pedersen.
Randers FC’s bestyrelse ser det organisatoriske tiltag som et vigtigt skridt i forhold til at ruste klubben til fremtidens ambitioner og udfordringer.
– Vi tror på, at vi via ovenstående justeringer kan udnytte vores interne kompetencer endnu bedre. Henriks store erfaring med økonomistyring kommer nu for alvor i spil som Økonomidirektør, og Sørens fokus på strategi, ledelse og fodbold styrkes yderligere i rollen som Fodbolddirektør. Samtidig sikrer vi, at den daglige drift og de kommercielle aktiviteter er i de bedste hænder hos Jesper, Morten og klubbens øvrige medarbejdere, afslutter Per Hastrup.
Stort tillykke med forlængelsen, Søren!