
Søren P om Europa Playoff-kamp: Utrolig vigtig
Martin Albrechtsen — 30.05.2025 13:00
Fodbolddirektør Søren Pedersen understreger vigtigheden af søndagens Europa Playoff-kamp og betydningen af Randers FC-fansenes opbakning
På søndag har Randers FC chancen for at kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson, når vi "hjemme" på Ceres Park Vejlby i Aarhus dyster mod Silkeborg IF i Europa Playoff-kampen. Og det er en kamp, som fodbolddirektør i Randers FC, Søren Pedersen, ser meget frem til.
- Jeg glæder mig helt vildt til kampen. Det er jo en kamp, vi havde håbet på at kunne komme til at spille, hvor vi har mulighed for at kvalificere os til Europa og kan komme ud og spille nogle spændende kampe, som vi har haft stor succes med tidligere. Det glæder vi os rigtig meget til, fortæller fodbolddirektør i Randers FC, Søren Pedersen.
Fodbolddirektøren lægger ikke skjul på kampens betydning for Randers FC.
- Kampen er utrolig vigtig både for klubben, for spillerne og for hele vores selvbillede af, hvor vi er henne af. Det at kunne spille europæiske kampe har stor betydning for spillerne og for klubben, og det har stor betydning i forhold til de spillere, vi kan tiltrække og eventuelt også sælge videre på et tidspunkt. Så det er en meget, meget spændende kamp og en kamp, som har stor betydning for os, siger Søren Pedersen.
Kampen spilles på Ceres Park i Vejlby, da det i øjeblikket ikke er muligt at spille på Cepheus Park i Randers grundet den igangværende etablering af hybridbane. Søren Pedersen understreger, at fansenes opbakning har enorm betydning for spillerne i jagten på Europa.
- Opbakningen fra vores fans er rigtig vigtig. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan spille på Cepheus Park og have fyldt vores stadion i Randers, men vi har fået lejet en god bane i Aarhus, og vi skal have fragtet en masse mennesker med dertil, så vi kan få en hjemmebane i Aarhus med god stemning. Der har vi tidligere haft gode oplevelser. Så det satser vi på, og den opbakning har enorm betydning for spillerne og også for resultatet, udtaler Søren Pedersen.
Vi håber at se en masse Randers FC-fans på lægterne til Europa Playoff-kampen i Aarhus på søndag. Der er kampstart søndag kl. 18.30 på Ceres Park Vejlby.
Det er kampen om adgang til kvalifikation til UEFA Conference League i næste sæson.
Lad os slutte en historisk god sæson af med at sikre europæisk deltagelse til næste sæson!
Køb billet til Europa Playoff-kampen her: https://rfc.eventii.dk