Randers FC’s nye hjemmebanetrøje er landet!

15.05.2025 14:00

Med et strejf af historiens vingesus og Randers' historik.

Randers FC’s nye hjemmebanetrøje er landet, og i samarbejde med vores mangeårige tøjpartner, PUMA, og Randers Sport præsenterer vi stolt klubbens nye trøje.

Et historisk billede fra Randers - Niels Ebbesen.

Niels Ebbesen var leder af et jysk oprør mod den tyske panthaver Grev Gert 3. (Gerhard 3. af Holsten, også kaldet ”den kullede greve”) og blev kendt for mordet på ham i 1340. På det tidspunkt havde Danmark stået uden konge siden 1332, og riget var pantsat til bl.a. Grev Gert. Mordet, udført under en dristig natlig aktion i Randers, banede vej for Valdemar Atterdags vej til tronen. Ebbesen og ca. 50 mænd trængte ind i grevens sovekammer og dræbte ham, hvorefter de flygtede over Randers Bro, hvor de forinden havde gjort planker klar til fjernelse og dermed sikret deres flugt. Ifølge en myte skal en luge i huset, hvor mordet fandt sted, altid stå åben for at give grevens ånd fred – ellers vil ulykker ramme Randers. Niels Ebbesen er siden blevet hyldet som nationalhelt og symbol på frihed. Denne illustration og historien om Niels Ebbesen, der rider på den jyske hingst i det jyske oprør, har givet inspiration til designet af Randers FC’s næste spillertrøje.

Den jyske hingst

Den jyske hingst blev rejst i 1969 som et minde om de berømte hestemarkeder og det dygtige avlsarbejde med jyske heste, som egnen var kendt for. Sammen med Randers Dragonerne understregede de store hestemarkeder og hesteavlen, at Randers var hestenes by. Hesten symboliserer din indre styrke, stærke følelser og evnen til at lade sig drive af passion og motivation. Blandt hestens mange symbolske betydninger er de vigtigste knyttet til forestillingen om dens kraft og hurtighed. Den er et udtryk for frihed, instinkter og drifter – og danner grundlag for logoet for byens fodboldhold, Randers FC.

Fortællingen om Randers

Mod, vilje, styrke, fællesskab og historik er en del af det DNA, der er dybt forankret i fortællingen om Randers – og ikke mindst i vores fodboldklub og organisation. Derfor var det en no-brainer, at vi i næste sæson skal bære byens og klubbens historie, når vores kronjyske drenge går på banen.