Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mål-bonanza: Randers FC sætter ny rekord for flest scoret mål i én sæson

Martin Albrechtsen — 13.05.2025 09:30

Med 55 mål sætter Randers FC ny målrekord i Superligaen i klubbens historie, og der er endda to spillerunder tilbage i sæsonen!

Der har været meget at klappe af og juble over i denne sæson, hvis man holder med Randers FC. Aldrig før har vores kronjyske hold scoret så mange mål i Superligaen i én sæson.

Og søndagens udekamp mod AGF var ingen undtagelse - her scorede vi tre herlige mål, som bragte vores måltotal op på 55 mål i denne sæson. Kun FC Midtjylland har scoret flere mål end os i denne sæson af Superligaen. Dermed slog vi Randers FC's hidtige målrekord på 53 mål i 2019/2020-sæsonen, hvorfor Rasmus Bertelsens tropper nu kan skrive sig ind i historien som Randers FC's mest scorende hold i Superliga-regi i løbet af én sæson.

- Det viser, hvad vi har prøvet at gøre med det her hold. Jeg vil hellere vinde 3-2 end 1-0, og det er måske lidt omvendt af, hvordan det var i gamle dage. Det er jo en spillestil, vi har prøvet at bygge, og en rekruttering vi har prøvet at gå efter. Og tage nogle spillere, der kan noget på den sidste tredjedel, fortæller cheftræner Rasmus Bertelsen og fortsætter;

- Og så må jeg bare rose specielt Fatah Abdirahman, som står for meget af det, og selvfølgelig også Michael Ravn og Janus Drachmann, for at gå og arbejde med spillerne individuelt og sætte dem i de rigtige positioner osv. Det er et langt stykke hårdt arbejde, som giver en rekord her til sidst, siger Bertelsen.

Også ny målrekord i Mesterskabsspillet!
Ikke nok med at vi sætter ny målrekord set over en hel sæson, så sætter vi også ny rekord hvad angår mål i Mesterskabsspillet. Fire gange har vi kvalificeret os til det fineste selskab i dansk fodbold, og aldrig før har vi scoret mere end 12 mål i de 10 kampe i Mesterskabsspillet. I indeværende sæson har vi aktuelt scoret 16 mål, og vi mangler endda at spille to kampe i sæsonen. 

Hvad tror du? Scorer vi flere mål på søndag, når vi spiller sæsonens sidste hjemmekamp mod FC København?

Der er kampstart mod FCK på Cepheus Park Randers søndag kl. 18.00. Køb billetter til kampen her: https://rfc.eventii.dk

Top 5: Flest mål i løbet af én sæson for Randers FC:
1. 55 mål i 30 kampe (2024/2025)
2. 53 mål i 34 kampe (2019/2020)
3. 52 mål i 33 kampe (2008/2009)
4. 45 mål i 33 kampe (2015/2016)
5. 43 mål i 32 kampe (2020/2021)

Randers FC har i skrivende stund den højeste scoringsprocent af alle hold i 3F Superligaen, og vores kronjyske drenge er godt på vej til at sikre det højeste scoringssnit pr. kamp i klubbens historie. For med øjeblikkelige 1,833 mål pr. kamp er scoringssnittet det bedste i Randers FC's historie. 

Top 5: Højeste scoringssnit pr. kamp i én sæson for Randers FC
1. 1,833 mål pr. kamp (2024/2025)
2. 1,575 mål pr. kamp (2008/2009)
3. 1,558 mål pr. kamp (2019/2020)
4. 1,363 mål pr. kamp (2015/2016)
5. 1,343 mål pr. kamp (2020/2021)

Vi ses på søndag, hvor vi jagter bronzemedaljer og europæisk deltagelse!