
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Information om mulig Europa Playoff-kamp på Ceres Park Vejlby
26.05.2025 13:00
Hvis FC København besejrer Silkeborg IF i pokalfinalen på torsdag, så skal Randers FC spille Europa Playoff-kamp på søndag den 1. juni kl. 18.30 mod Silkeborg IF på Ceres Park Vejlby
Randers FC endte på en flot fjerdeplads i 3F Superligaen efter sidste spillerunde i Mesterskabsspillet.
Fjerdepladsen kan indebære, at vi skal spille en Europa Playoff-kamp på søndag om adgang til kvalifikation til UEFA Conference League.
Det ligger endnu ikke fast, om vi skal spille Europa Playoff-kampen på søndag, da det afhænger af torsdagens resultat i pokalfinalen, hvor FC København skal vinde for, at vi får kampen og muligheden for at spille europæisk i næste sæson.
Til gengæld ligger det nu fast, at vi får "hjemmebane" på Ceres Park Vejlby på søndag kl. 18.30 mod Silkeborg IF i tilfælde af, at vi skal spille kampen, da det p.t. ikke kan lade sig gøre at spille hjemme på Cepheus Park Randers grundet den igangværende etablering af hybridbane.
Portene til stadion er planlagt til at åbne kl. 17.30 på søndag. Ceres Park Vejlby har en stadionkapacitet på cirka 8.800.
Information om billetsalg til kampen
I første omgang vil sæsonkortholdere, sponsorer, VIP'er, moderklubber samt samarbejdsklubber have mulighed for at trække billetter til søndagens mulige kamp. Disse grupper kan hente billetter til kampen i løbet af i morgen, tirsdag.
Ovennævnte segmenter vil modtage en direkte mail om, hvornår de kan hente billetter i morgen, og hvordan de gør det.
Det almene billetsalg starter torsdag aften
Vi igangsætter det almene billetsalg til Europa Playoff-kampen umiddelbart efter slutfløjt på pokalfinalen torsdag, når vi kender udfaldet af kampen. Her vil alle kunne købe billet til kampen.
Alle pladser til kampen vil være unummererede og billetpriserne er som til en A-kamp 130 kr for voksne og 50 kr for børn.
Sæsonkortholdere kan hente billetter indtil kampstart søndag, medmindre der er udsolgt.
Restriktioner på billetsalget
For at sikre at det kun er Randers FC-fans, der kan købe billet til "hjemmeholdets" afsnit på stadion, vil der være restriktioner på billetsalget, ligesom vi også havde det til seneste hjemmekamp mod FCK. Det betyder, at salget er forbeholdt billetkøbere, som tidligere har købt billet online i foråret 2025.
Er du tidligere billetkøber, men ikke har købt billet til vores hjemmekampe i 2025?
Så frygt ej. Du vil stadig kunne købe billet til kampen.
Alt du skal gøre for at omgå restriktionerne er at oprette en profil på vores billetside her og efterfølgende sende en mail til os på [email protected] hvor du skriver, at du gerne vil købe billet. Herefter fjerner vi restriktionerne fra din billetprofil, og du vil kunne købe billetter til kampen.
Bustur til Ceres Park Vejlby
Vi arbejder i skrivende stund på at arrangere bustur til Ceres Park Vejlby for både sæsonkortholdere og almene billetkøbere mod betaling. Det vil vi informere mere om senere.
Salg af billetter til udebaneafsnittet
Ønsker du at købe billet til udebaneafsnittet til den mulige Europa Playoff-kamp, skal dette også gøres via https://rfc.eventii.dk. Og billetsalget hertil starter ligeledes umiddelbart efter slutfløjt på pokalfinalen torsdag, når vi kender udfaldet af kampen. Billetpriserne er som til en A-kamp 130 kr for voksne og 50 kr for børn.