
Björn Kopplin indstiller karrieren
08.05.2025 13:59
Kulturbærer og Randers FC-ambassadør Björn Kopplin lægger støvlerne på hylden efter sæsonen.
Björn Kopplin kom til Randers FC fra Brøndby IF i vinteren 2019, og for nylig rundede den rutinerede back en flot milepæl: 200 kampe for Randers FC. Men nu venter der nye udfordringer for tyskeren, som efter 17 år som professionel fodboldspiller har valgt at lægge støvlerne på hylden.
Björn Kopplin har fået sin fodboldopvækst i Bayern Münchens ungdomsakademi og har tidligere spillet i både Bochum og Union Berlin. Han skiftede Tyskland ud med Danmark tilbage i 2017, da han skiftede til 1. divisionsklubben Hobro IK. Dernæst kom han til Brøndby, inden han i vinteren 2019 skiftede Vestegnen ud med Kronjylland. Og nu, efter 6,5 år i den lyseblå trøje, takker Björn af.
Og der er ingen tvivl om, at Björn har haft stor betydning for Randers FC i de seneste år.
- Björn har været en utrolig vigtig del af Randers FC i mange år – både som spiller og som menneske. Han har været en kulturbærer, en rollemodel og en ægte klubmand, der har levet vores værdier hver eneste dag. Det er med stor respekt og taknemmelighed, at vi nu tager afsked med ham som aktiv spiller. Han har sat et tydeligt aftryk på holdet, klubben og de unge spillere omkring sig, udtaler sportsdirektør Søren Pedersen og tilføjer:
- Han har altid været først på træningsbanen, klar til kamp og parat til at tage ansvar – både i medgang og modgang. Trods sin fremskredne alder har han holdt et imponerende niveau og vist en professionalisme, der er sjælden. Vi kommer til at savne hans tilstedeværelse i omklædningsrummet, men heldigvis vil han fortsat være på matriklen, da han efter sæsonen fortsætter i talentafdelingen som ny assistenttræner for U19-holdet – noget, vi virkelig ser frem til, afslutter sportsdirektør Søren Pedersen.
Björn kan se tilbage på en flot karriere både i ind- og udland, med 201 kampe for Randers FC, 97 2. Bundesliga-kampe og 36 U-landsholdskampe for Tyskland.
Björn har uden tvivl sat stor pris på sin tid i Randers FC – og ikke mindst på hans hverdag i Randers. – Jeg er et godt sted i mit liv. Nu er jeg 36 år. Vi slutter af på en fantastisk position i Superligaen, og nu kan jeg give stafetten videre til de unge. Vi har et fantastisk trænerteam og dygtige spillere på holdet. Jeg tror, det er tid nu, fortæller Björn Kopplin. – Det har været en sand fornøjelse at være i Randers FC. Vi kom i top-6 tre gange i træk og vandt pokalturneringen. Så fik vi et nyt trænerteam og en ny spilfilosofi, blev nummer 7 i sidste sæson, og nu er vi tilbage i top-6 igen, fortæller Björn og tilføjer: – Det betyder meget for mig at have spillet over 200 kampe for Randers FC. Det er en stor ting at være en del af en eksklusiv klub med blandt andre Johnny Thomsen, Mikkel Kallesøe og Patrik Carlgren.
Efter 6,5 år i klubben er der mange gode oplevelser at se tilbage på.
– Vi blev pokalmestre i 2021. Det var utroligt. Det er det mest dejlige og glædelige øjeblik i min tid i Randers FC. Selvfølgelig var der også de europæiske kampe – særligt en hjemmekamp mod CFR Cluj FC, hvor vi dominerede de rumænske mestre. Og så fik vi også en bonuskamp mod Leicester FC. Playoff-kampene mod Galatasaray i Europa League var også store oplevelser.
Og selvom det altid er hårdt at lægge støvlerne på hylden, ser Björn frem til, hvad der venter ham i fremtiden.
– Nu skal jeg være assistenttræner for U19-holdet. Jeg tror, vi er et godt team – Christian Hansen (U19-cheftræner) og jeg. Og så skal vi forsøge at gøre så mange talenter som muligt klar til Superligaholdet. Det er en virkelig spændende U19-trup, vi har, og jeg glæder mig meget til denne nye karriere, afslutter han.
Björn har siden 2022 været tilknyttet U17-holdet som individuel træner og assistenttræner, så hverken de kommende opgaver eller kollegaerne er nye for ham. Vi ser frem til fortsat at have Björn i klubben og til at nyde godt af hans gode humør og ikke mindst hans hårdtarbejdende tilgang.
Tak for din indsats i den lyseblå trøje, Björn – og ikke mindst for dit engagement i klubben og byen.
Fakta:
Björn Kopplin
Født: 7. januar 1989 (36 år)
Position: Back
Tidligere klubber: Bayern München, VfL Bochum, Union Berlin, Preußen Münster, Hobro IK, Brøndby IF
U-landskampe for Tyskland: 13 kampe og 3 mål for Tyskland U17, 16 kampe for Tyskland U19, 7 kampe og 2 mål for Tyskland U20.
Björn Kopplin står noteret for 201 kampe, 9 mål og 13 assists for Randers FC.
Björn Kopplin præsenteres i samarbejde med Andelskassen