
Alle mand til Herning!
19.05.2025 19:11
Vi er stadig med i kampen om medaljer og europæisk deltagelse – og vi har brug for din opbakning på lægterne i Herning!
Det har indtil videre været en historisk god sæson, hvor vi – som den ellers omtalte 'Sorte Per' – lige nu kæmper med om både medaljer og europæisk deltagelse.
Sikke nogle oplevelser, vi har haft sammen – og det er ikke slut endnu!
Kickstart Superliga-søndagen sammen med os på Cepheus Park Randers, inden vi drager til Herning til sæsonens sidste kamp. Randers FC inviterer til prematch-hygge med gratis fadøl, billig sodavand og gode priser på stadionplatten. Det hele foregår i Thor Fanzonen fra kl. 12.00, og alle er velkomne – uanset om man tager med til Herning eller ej. Vi foretrækker dog selvfølgelig at se jer alle på lægterne på MCH Arena.
Vi arrangerer også en bustur til Herning. De første to busser er allerede udsolgt, og der er netop åbnet for endnu en bus. Er du interesseret, kan du læse mere her.
Kører I selv til Heden, skal I allerede nu sikre jer en billet til kampen via FCM's billetside.
Og for første – og forhåbentlig sidste – gang vil vi sige KDSH på søndag.
Vi ses i Herning.