Randers FC sælger Oskar Snorre til Lyngby Boldklub

20.06.2025 14:00

Den 26-årige målmand Oskar Snorre fortsætter nu sin karriere i Lyngby Boldklub, hvor han vender hjem til velkendte omgivelser.

Snorre skiftede til Randers FC i sommeren 2023 fra 1. divisionsklubben HB Køge. Nu tager han næste skridt i sin karriere, da han er blevet solgt til Lyngby Boldklub.

Oskar Snorre nåede aldrig at få sin officielle Superliga-debut for de lyseblå, men han har spillet både i Oddset Pokalen og i Future Cup, samt trænings/reserveholdskampe.

- Det er ikke helt blevet til det, som Oskar havde håbet på. Han er en utrolig god mand, og han har altid arbejdet stenhårdt på træningsbanen. Derfor er det også det helt rigtige, at han nu søger videre til en klub, hvor han har større mulighed for spilletid, udtaler Fodbolddirektør Søren Pedersen.

Oskar Snorre fik sin fodboldopdragelse hos Lyngby Boldklubs akademi. Hvorefter han var på et lejeophold i norske Haugesund, inden han i 2020 vendte tilbage til Danmark, hvor HB Køge blev hans næste destination. Her spillede han i tre år, inden turen gik fra Sjælland til Randers. Skiftet til Kronjylland er en beslutning, han på ingen måde har fortrudt.

- Min tid i Randers har været rigtig god og lærerig. Jeg har altid følt mig hjemme både på og uden for banen. Om det var fans, medspillere, trænere eller tilfældige mennesker på gaderne, som jeg har mødt, har det altid været positivt. Jeg kommer til at savne Randers, fansene og klubben, fortæller Oskar Snorre.  

Tak for din tid i Randers FC, Snorre! Vi ønsker dig alt det bedste fremover.

Oskar Snorre blev præsenteret i samarbejde med Scanditek IT Solutions.