
Randers FC henter belgiske Lucas Lissens
20.06.2025 12:00
Den 23-årige midterforsvar kommer til klubben på en 3-årig aftale
Lissens har fået sin fodboldopvækst i den belgiske storklub RSC Anderlechts akademi, hvor han tilbragte 15 år af sit fodboldliv, inden han i 2024 tog skridtet videre og skiftede til Lyngby Boldklub. Her er det blevet til 41 Superliga-kampe for det unge talent.
Foruden dette har Lissens spillet 33 kampe for de forskellige belgiske ungdomslandshold, herunder 2 kampe for U21-landsholdet.
Fodbolddirektør Søren Pedersen glæder sig over den nye tilføjelse til truppen:
– Lissens er en kompetent forsvarsspiller med stærke tekniske færdigheder og evnen til at benytte begge ben. Han har allerede kendskab til ligaen, hvilket er en klar fordel. De tilbagemeldinger, vi har modtaget fra både tidligere holdkammerater og trænere, vidner om en yderst professionel og vellidt person – en spiller, der bidrager positivt både på og uden for banen, udtaler fodbolddirektøren og tilføjer;
– Han er en spiller med stor kvalitet og betydelig erfaring fra adskillige ungdomslandskampe for Belgien. På flere områder minder han om vores anfører, Wessel Dammers – samme spillestil, teknisk dygtig, komfortabel med begge fødder og med evnen til at sætte spillet i gang nedefra. Vi råder allerede over en stærk stopperkonstellation i form af Dammers og Høegh, hvilket Lucas er fuldt bevidst om. Vi styrker vores centrale forsvar med endnu en kompetitiv spiller, og samtidig har han udvist stor vilje og ambition til at tage konkurrencen op og kæmpe sig til en plads i startopstillingen på sigt, afslutter Søren Pedersen.
Også hovedpersonen selv er klar til et nyt eventyr og en ny udfordring i Kronjylland.
– Jeg er meget spændt. Det er en fed klub, og jeg har kun hørt positive ting om den. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, møde holdet og trænerstaben – jeg er virkelig glad for at være her, fortæller en forventningsfuld Lissens og fortsætter:
– Målet er, at vi skal i top 6 og kæmpe om europæisk deltagelse. For mit eget vedkommende handler det om at udvikle mig som spiller, forhåbentlig få spilletid og bidrage både på og uden for banen. Jeg har mødt Randers et par gange før – det er en stærk modstander med dygtige individualister, så jeg ser virkelig frem til at komme i gang med sæsonen, afslutter han.
Velkommen til Kronjylland, Lucas!
Lucas får trøjenummer 2 i Randers FC.
Fakta
Lucas Lissens
25. juli 2001 (23 år)
Position: Midterforsvar
Højde: 184 cm
Tidligere klubber: Lyngby Boldklub, RSCA Futures, RSC Anderlecht
33 U-landskampe og 5 mål for Belgien
Skal du og din virksomhed være personlig sponsor for Lissens og sikre jer en masse god eksponering? Så kontakt Anders Hedeager på [email protected].