Frederik Lauenborg forlænger til 2028

13.06.2025 08:59

Randers FC forlænger kontrakten med kulturbærer Frederik Lauenborg frem til sommeren 2028.

Den 28-årige midtbaneslider Frederik Lauenborg har skrevet under på en ny aftale med Randers FC.

Lauenborg kom til Kronjylland i 2009, da han skiftede Skovbakken ud med Randers Freja FC. I 2016 underskrev han sin første fuldtidskontrakt, og i august 2017 fik han sin Superliga-debut.

Nu, 16 år efter sin ankomst til klubben, har kulturbæreren sat sin underskrift på endnu en kontrakt – noget, der glæder fodbolddirektør Søren Pedersen:

– Lauenborg er på mange måder indbegrebet af det, vi forstår som Randers FC’s DNA – en spiller med stærk arbejdsmoral, stor dedikation, vindermentalitet og evnen til at fungere som en vigtig holdspiller og samlende figur. Han har den rette tilgang til både træning og kamp, og vi værdsætter ham enormt højt i Randers FC, udtaler fodbolddirektøren og fortsætter:

– Han har på det seneste været hårdt ramt af skader, men er godt på vej tilbage. Med hans mentalitet og arbejdsmoral ved vi, at han målrettet jagter en plads i startopstillingen og stræber efter at ramme sit højeste niveau. Når han gør det, er han en Superliga-profil, afslutter Søren Pedersen.

Frederik Lauenborg har spillet 182 kampe for Randers FC, og tilliden fra klubben betyder meget for midtbanespilleren.

– Det er en virkelig dejlig følelse. Det er måske ikke noget, jeg havde turdet forvente, men jeg har både håbet og ønsket, at jeg kunne fortsætte i Randers. Det føles som mit andet hjem, og jeg er glad for at være her. Den tillid, klubben viser mig, betyder utroligt meget – det er en stor tillidserklæring, som jeg tager med mig hver dag, når jeg møder ind til træning. Jeg ved, der skal arbejdes hårdt, stilles krav til både mig selv og resten af truppen, så jeg er klar til at bidrage endnu mere når vi møder ind efter sommerferien, fortæller en glad Lauenborg. 

Frederik Lauenborg, der er af egen avl, har fulgt Randers FC’s bemærkelsesværdige rejse på nærmeste hold – fra at kæmpe for overlevelse i 3F Superligaen i 2018 til at spille europæiske kampe i UEFA Europa League og Conference League i 2021/22-sæsonen, hvor han blandt andet scorede mod den tyrkiske storklub Galatasaray. Nu venter der endnu flere oplevelser for Lauenborg og Randers FC, da midtbanegeneralen har forlænget aftalen til 2028.

– Klubben betyder sindssygt meget for mig. Jeg har været her i 16 år, så det ville føles helt forkert at skulle lave noget andet. Det er vildt at have været en del af det så længe. Jeg kender alle i og omkring klubben, og det giver en enorm tryghed. Jeg har efterhånden boet i byen i mange år og har det rigtig godt med både staben, medarbejderne og ikke mindst fansene, afslutter han. 

Stort tillykke med forlængelsen, Lau!

Fakta:
Frederik Lauenborg
Født: 18. maj 1997 (28 år)
Tidligere klubber: Vejlby IK, IK Skovbakken, Randers Freja
10 U-landskampe (U17-U20)
182 kampe og 5 mål for Randers FC

Frederik Lauenborg har gået på Randers Realskole fra 7. - 10- klasse og Tradium HHX samt boet på Randers Sports College.

Frederik Lauenborg præsenteres i samarbejde med Kronjysk Rengøring.