Flot tilskuerfremgang: Næsthøjeste snit i Randers FC's historie

Martin Albrechtsen — 15.06.2025 05:30

Med en tilskuerfremgang på 25% opnåede vi det næsthøjeste tilskuersnit i Randers FC's historie

Randers FC leverede en historisk god sæson i 2024/2025, hvor vi opnåede en flot fjerdeplads i Superligaen med rekordmange mål til følge. 

Og de flotte sportslige præstationer er også blevet belønnet på tilskuerpladserne på Cepheus Park Randers, hvor der har været en tilskuerfremgang på hele 25% sammenlignet med 2023/2024-sæsonen. Ser vi bort fra de to oprykkerhold, AaB og Sønderjyske, var Randers FC den klub med den største tilskuerfremgang i Superligaen.

Med et snit på 6.583 tilskuere pr. hjemmekamp slog vi det næsthøjeste tilskuergennemsnit i Randers FC's historie fra 2006/2007-sæsonen, og det vækker glæde hos drifts- og udviklingschef i Randers FC, Jesper Hansen. 

- Det er vi meget tilfredse med. Det er jo det næsthøjeste tilskuersnit, vi nogensinde har haft. Og i forhold til det år (2007/2008, red.), hvor vi havde allerflest tilskuere, opgør vi tallene på en mere korrekt måde nu. Der er mindre usikkerhed om tilskuertallet i dag, med den måde vi opgør det på, end dengang. Vi kan se, at stigningen omfatter både udnyttelsesgraden på sæsonkort, men der er også flere købte billletter i løssalg. Så det er meget positivt, fortæller Jesper Hansen, drifts- og udviklingschef i Randers FC, og fortsætter;

- Flere tilskuere er noget af det allervæsentligste for os. Måske ikke så meget økonomisk, men fordi vi er til for hele Kronjylland og vores publikum. Så det er en blåstempling af vores arbejde, og så er det bare en bedre og mere stemningsfuld publikumsoplevelse, når der sidder 6.500 tilskuere på stadion, end når der sidder 4.500 tilskuere. Og den her bedre publikumsoplevelse er ikke noget, vi kan skabe selv. Det er kun noget, vi kan gøre i samarbejde med vores publikum, siger Jesper Hansen.

Top 5: Tilskuergennemsnit i Randers FC's historie
1. 6.897 tilskuere 2007/2008-sæsonen
2. 6.583 tilskuere 2024/2025-sæsonen
3. 6.524 tilskuere 2006/2007-sæsonen
4. 6.380 tilskuere 2022/2023-sæsonen
5. 6.064 tilskuere 2008/2009-sæsonen

Jesper Hansen peger på flere faktorer, når han skal forklare den flotte tilskuerfremgang fra den forgangne sæson.

- Vi skal ikke være blinde for, at der er noget sportsligt i det. Vi havde ikke haft de samme tal, hvis vi ikke havde været i top-6. Men vi kunne allerede se i starten af sæsonen, hvor vi måske ikke nødvendigvis havde specielt gode hjemmebane-resultater, at vi havde flere tilskuere end til tilsvarende kampe i tidligere sæsoner. Så vi tror på, at det har betydet noget, at vi har haft mere fokus på markedsføringen, publikumsoplevelsen samt udnyttelsesgraden hos både sæsonkortholdere og sponsorer. Så det høje tilskuersnit skyldes et sammensurium af de ting sammen med gode sportslige resultater, udtaler Jesper Hansen.

Top 5: Kampe med flest tilskuere i 2024/2025-sæsonen
1. 9.695 tilskuere hjemme mod AGF den 28. februar 2025
2. 9.110 tilskuere hjemme mod FC København den 18. maj 2025
3. 9.084 tilskuere hjemme mod Brøndby IF den 25. april 2025
4. 8.855 tilskuere hjemme mod AGF den 17. april 2025
5. 8.624 tilskuere hjemme mod Brøndby IF den 10. marts 2025

Randers FC takker alle fans og tilskuere, der var på Cepheus Park Randers i løbet af den forgangne sæson. Tusinde tak for en fantastisk opbakning og for en rigtig god sæson.

Vi glæder os allerede til den kommende sæson, hvor vi håber at kunne bygge videre på den positive udvikling på grønsværen såvel som på lægterne. 

Køb sæsonkort og bliv klar til den nye sæson!
Du kan købe sæsonkort fra 94 kroner om måneden og få adgang til alle Randers FC’s 3F Superliga-hjemmekampe.

Køb sæsonkort her 👉 https://rfc.eventii.dk 👈

Prisen for børn er 44 kroner om måneden.

Sæsonkortet er digitalt og dermed aktivt med det samme. Og det kan tilføjes til Google Wallet eller Apple Pay.

Randers FC spiller første hjemmekamp søndag den 3. august kl. 14.00 mod Silkeborg IF.