Mustapha Isah Ubandoma solgt til Kristiansund BK
26.01.2025 10:59
Efter et succesfuldt lejeophold i IK Start er den 20-årige nigerianer nu blevet solgt til det norske hold Kristiansund BK
Denne sommer sendte vi den 20-årige kantspiller til den norske klub IK Start, der spiller i Norges næstbedste række, på en seks måneders lejeaftale. Lejeopholdet blev en succes for Mustapha Ubandoma, som fik masser af spilletid og imponerede med 6 mål i 12 kampe. Nu fortsætter det unge talent sin karriere i Norge, da han er blevet solgt til Kristiansund BK, som spiller i Norges bedste række, Eliteserien.
- Da der ikke var udsigter til meget spilletid i efteråret, lejede vi Mustapha ud til Start. Her fik han mulighed for mere spilletid og for at udvikle sit talent yderligere. Det har været spændende at følge ham i Norge, og både hans udvikling og selvtillid har nydt godt af lejeopholdet. Da konkurrencen om spilletid i Randers FC er hård, er det en fordel for Mustapha at finde en klub, hvor han kan udvikle sig yderligere gennem mere spilletid. Han besidder et stort potentiale, og Eliteserien er et godt sted for hans videre udvikling. Jeg ønsker ham alt det bedste i Norge, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.
Mustapha kom til Randers FC fra Nigeria for 2,5 år siden, og i starten var han en del af både vores U19-ligahold og A-truppen. Han spillede sin første officielle 3F Superliga-kamp den 26. februar 2023, hvor han blev indskiftet i 1-0-sejren hjemme mod Lyngby BK. Siden er det blevet til 10 optrædener i den lyseblå trøje, både i 3F Superligaen og Oddsetpokalen.
Hovedpersonen selv glæder sig til de nye udfordringer, der venter ham i Norge.
- Jeg har haft en rigtig god oplevelse i Randers FC. Klubben, byen og menneskerne i og omkring den vil altid have stor betydning for mig, da det var her, min karriere startede. Jeg har virkelig sat pris på mit ophold i Kronjylland, men jeg glæder mig til de nye udfordringer, der venter, fortæller en glad Mustapha.
Tak for din indsats, Mus. Vi ønsker dig held og lykke fremover!
Mustapha Ubandoma er præsenteret i samarbejde af Maretti Trægulve.