Mange gode takter trods nederlag
29.01.2025 15:22
Nederlag i målrig affære mod AC Horsens
Randers FC dominerede fra kampens begyndelse og satte sig hurtigt på spillet. Efter 15 minutter fik AC Horsens udvist en spiller, men da det var en træningskamp, fik de lov til at indsætte en ny spiller. Kort efter ramte Randers stolpen på et hovedstød.
Føringsmålet kom efter en flot aktion, hvor Rømer fandt Oliver Olsen i dybden, som sendte et præcist indlæg til Touré, der sikkert headede bolden i mål til 1-0. Randers fortsatte presset og kom tæt på 2-0 flere gange.
Målet til 2-0 blev sat ind af Noah Shamoun, som udnyttede et hårdt indlæg fra Oliver Olsen. Horsens fik reduceret til 2-1 efter en forsvarsfejl, og kort efter fik Randers et straffespark, som Norman Campbell desværre brændte.
Florian Danho øgede Randers' føring til 3-1 med et kraftfuldt hovedstød efter et flot oplæg fra Campbell. Horsens svarede dog igen og reducerede til 3-2 på et straffespark eksekveret af den tidligere Randers FC-angriber Marvin Egho.
Den sidste halve time var præget af mange unge spillere på banen, og Horsens udnyttede dette til at score to sene mål og vende kampen til en 3-4-sejr.
Trods nederlaget blev det til masser af spilletid til mange fra holdet og der blev produceret nok chancer til at vi skulle have afgjort kampen til vores fordel.
Næste skalp venter når vi på træningslejren møder svenske Örebro mandag den 3. februar.