Et nederlag i årets første træningskamp
18.01.2025 13:09
Det endte desværre med et nederlag i årets første træningskamp. På trods af et dominerende Randers FC-mandskab, der var klart mest på bolden i løbet af kampen, og i sær i 2. halvleg, så var det hjemmeholdet fra Hobro IK der var farligst foran mål.
Hobros scoringer faldt efter to dødbolde, hvor et passivt Randers FC-forsvar, ikke kunne få afværget situationerne.
Vi fik produceret fint med chancer og i sær Simen Nordli og Mohamed Touré havde et par stykker i første halvleg, som de nok skulle have scoret på, men den sidste skarphed manglede både hos de to offensive spillere og resten af holdet.
På trods af en ikke så prangende indsats, så tager vi med, at der var vigtige minutter i benene til stort set alle spillere i truppen, og nu kigger vi frem mod næste træningskamp som er på fredag den 24. januar, hvor vi spiller hjemme mod Vendsyssel FF.