1-1 i dagens træningskamp mod Vendsyssel FF
24.01.2025 13:52
Det var et meget dominerende Randers FC-hold, som i dag havde besøg af Vendsyssel FF i en træningskamp, der blev afviklet over 4x30 minutter.
De første 60 minutter af kampen var Randers FC altdominerende, og det kan vel tælles på én hånd, hvor mange gange udeholdet fik lov til at spille bolden rundt på den sidste tredjedel af banen. På trods af det store boldovertag skabte vi ikke de helt store chancer, da Vendsyssel også var dygtige til at stå defensivt og struktureret på banen.
Første gang Vendsyssel bliver farlige i kampen fik de også sparket bolden ind bag Oskar Snorre, som ikke fik handskerne på et langskud.
Efter målet, var det igen hjemmeholdet som havde initiativet i kampen, og i løbet af kampens sidste tyve minutter fik Randers FC skabt nogle chancer hvor de fik kombineret sig igennem, men det blev aldrig helt farligt.
Ernest Agyiri får svunget bolden indover på et hjørnespark, der bliver clearet af en Vendsyssel-forsvarer. Bolden lander for fødderne af Björn Kopplin der flugter bolden direkte op i målhjørnet! Fantastisk mål! En spillemæssig fin kamp hvor man nærmest ikke kan dominere mere på bolden end Randers FC gjorde i dag, der mangler blot lige det sidste, for at målene og de helt farlige chancer også er med.
Vi har fanget Rasmus Bertelsen til en kommentar efter kampen.
- I forhold til sidste uge mod Hobro, så synes jeg, at vi især i de første 60 minutter ser et helt andet udtryk, og man kan vel nærmest ikke presse et hold mere i bund end vi gjorde. Der mangler blot lige de sidste farlige chancer, for at vi også kan få målene med, siger cheftræner Bertelsen og fortsætter;
- Det er klart, at vi skal have noget af den energi og intensitet med ind til næste træningskamp, når vi på onsdag møder AC Horsens. Det var nogle gode minutter i benene for de fleste i dag, og det tager vi med videre som en vigtig del af forberedelsen frem mod sæsonstart, afslutter Rasmus Bertelsen.