Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Søren Pedersen før lokalbrag: Under 1.000 billetter tilbage

Martin Albrechtsen — 26.02.2025 13:30

Randers FC har store planer for fredagens lokalbrag mod AGF, hvor publikum kan forvente en ekstraordinær stadionoplevelse

På fredag står den på lokalopgør, når ærkerivalerne fra AGF gæster Cepheus Park Randers. Det er sæsonens foreløbige største kamp, når slaget om Østjylland skal udkæmpes, og kampen er kun blevet vigtigere af, at der er vitale point på spil i jagten på top-6.

Sportsdirektør Søren Pedersen glæder sig da også til fredagens hjemmekamp i Kronjylland, hvor Randers FC har forberedt flere tiltag, der vil skabe en festlig ramme om det østjyske lokalbrag.

- Vi forventer udsolgt på Cepheus Park. Der er tryk på billetsalget, og vi glæder os virkelig til at spille denne vigtige kamp på et fyldt stadion. Der kommer til at ske flere ting, som vil gøre det til en ekstraordinær stadionoplevelse, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.

Til seneste hjemmekamp mod AGF i 2023 blev der solgt 2.000 billetter de sidste to dage op til kampen. Et lignende scenarie kan ikke ske denne gang, da der så allerede vil være udsolgt. Der er således over 9.000 billetter ude til kampen, hvilket vil sige, at der er under 1.000 billetter tilbage. Og publikum kan godt glæde sig. Det bliver nemlig en stadionoplevelse udover det sædvanlige. 

- Der venter publikum en overraskelse, som jeg ikke kan løfte sløret for, men som uden tvivl vil skabe en festlig ramme om fredagens lokalopgør. Derudover vil vi bl.a. have en ny konkurrence i pausen, som ikke er set før. Og TV-vært Christian Degn vil stå bag DJ-pulten som DJ Degnamite i Thor Fanzonen, hvor der i samarbejde med kampsponsor Volkswagen Randers også vil være 100 liter gratis fadøl og herefter fordelagtige happy hour priser. Vi ved også, at vores fans arbejder på en overraskelse. Så vi glæder os bare rigtig meget til fredag, siger Søren Pedersen.

Opgøret mod "De Hviiie" plejer at være sæsonens største kamp på Cepheus Park Randers med mange tilskuere på tribunerne og en elektrisk stemning, hvilket sportsdirektøren og Randers FC også håber på denne gang.

- Vi håber at mange vil komme og støtte os på fredag. Det er en meget, meget vigtig kamp for Randers FC, og vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Vi vil gøre alt for at vinde over AGF og tage et vigtigt skridt i jagten på top-6, så det forhåbentlig kan blive en rigtig festlig fredag, udtaler Søren Pedersen.

Så kom nu, Kronjylland og alle Randers FC-fans! Lad os fylde stadion på fredag til lokalbraget mod AGF.

Køb billet til kampen her: https://rfc.eventii.dk

Tilskuertal til de seneste 4 hjemmekampe mod AGF:

24.09.2023  Randers FC - AGF  1-1   Tilskuere: 8.066 

30.05.2023  Randers FC - AGF  1-3   Tilskuere: 8.856

13.03.2023  Randers FC - AGF  1-2   Tilskuere: 9.136

24.10.2021  Randers FC - AGF  1-0   Tilskuere: 7.758