Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Knebent 1-2 nederlag til FCK i forårspremieren

Martin Albrechtsen — 17.02.2025 21:06

Randers FC tog mandag aften hul på forårssæsonen i 3F Superligaen, hvor det hjemme på Cepheus Park Randers blev til et knebent nederlag til guldaspiranterne fra FC København

Mandag aften sparkede Randers FC forårssæsonen i gang, selvom der ikke var meget "forår" over det denne råkolde vinteraften. Kronjyderne skulle forsøge at fortsætte de gode takter fra efteråret, da FC København gæstede Cepheus Park Randers.

Begge mandskaber ville gerne frem af banen fra kampens begyndelse, men det første kvarter bød ikke på nogen skud på mål. Efter syv minutters spil viste Randers FC dog tænder, da en fremstormende Nikolas Dyhr fra sin venstrekant sendte et hårdt og fladt indlæg ind i feltet. En FCK-forsvarsspiller fik dog afværget og sparket til hjørnespark ved bagerste stolpe.

Men i det 25 spilleminut kom gæsterne foran efter, at et hjørnespark blev sparket mod bagerste stolpe, hvor Oliver Olsen blev hårdt presset af Thomas Delaney. Uheldigvis for Olsen og Randers FC endte bolden i eget mål. Paul Izzo og Randers FC-forsvaret fik dog clearet bolden, men efter et VAR-tjek kunne det konstateres, at bolden havde passeret mållinjen. 

Blot fem minutter senere udfordrede FCK's brasilianske kantspiller Robert på venstrekanten. Det lykkedes ham at afdrible Oliver Olsen, hvorefter han slog et indlæg ind i feltet. Bolden blev afrettet på vejen af Daniel Høegh og endte lidt tilfældigt hos Jordan Larsson, der sparkede bolden i mål til 0-2. 

Rasmus Bertelsens tropper pressede på mod første halvlegs afslutning og var da også tæt på at få reduceret, da nytilkomne Elies Mahmoud trykkede af fra distancen. Bolden gik dog en meters penge forbi forreste stolpe, hvorfor kronjyderne kunne gå til pause bagude med 0-2.

Men anden halvleg var knapt nok sat i gang før hjemmepublikummet på Cepheus Park Randers kunne rejse sig op i jubel. Florian Danho drev flot bolden frem, og på kanten af feltet spillede han Randers FC-topscorer Simen Bolkan Nordli fri. Nordmanden tog et træk ind i feltet og sparkede den iskoldt i mål. Sådan! Dejlig optimistisk start på 2. halvleg, og Nordli ser ud til at fortsætte sin fremragende målform fra efteråret. Med aftenens mål er Nordli nu oppe på 12 mål i 3F Superligaen, hvilket gør ham til delt topscorer sammen med Patrick Mortensen fra AGF.

Herefter pressede Randers FC på, og i det 57. minut var Florian Danho centimeter fra at udligne, da han afsluttede resolut på et hårdt, fladt indlæg fra Oliver Olsen på højrekanten. Afslutningen gik dog desværre i sidenettet, selvom flere tilskuere rejste sig op i den tro, at bolden gik i mål. 

FC København arbejdede sig tilbage i kampen, og i det 65. minut var de tæt på at bringe sig yderligere foran, men Paul Izzo diskede op med en flot refleksredning på en afslutning fra Magnus Mattsson. 

Randers FC sværmede om FCK's felt og pressede på mod kampens afslutning for at lave udligningen. Og i det 82. spilleminut var vi meget tæt på at udligne, da Mathias Greve modtog bolden fra Norman Campbell på kanten af feltet. Greve tog et træk og sparkede til læderet med venstreskøjten. Desværre gik den lige en meters penge over trekantsammenføjningen. 

Derfor sluttede det hele med et knebent 1-2 nederlag til københavnerne i forårets første 3F Superligakamp. Allerede om fire dage spiller vi igen, når vi fredag aften gæster Lyngby Boldklub.

Kampfakta: Randers FC - FC København 1-2 (0-2)
0-1 Oliver Olsen (25. minut)
0-2 Jordan Larsson (30. minut)
1-2 Simen Nordli (46. minut)

Gule kort: Thomas Delaney, Gabriel Pereira, Rodrigo Huescas, Pantelis Hatzidiakos, Oliver Olsen,

Tilskuertal: 5765

Kampens Randers FC-spiller: Simen Bolkan Nordli

Startopstilling med ændringer undervejs:
Paul Izzo - Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Nikolas Dyhr - Simen Bolkan Nordli (69. Norman Campbell), John Björkengren (87. Hakim Sulemana), André Rømer (77. Laurits Raun Pedersen), Elies Mahmoud (69. Noah Shamoun) - Mathias Greve, Florian Danho (77. Mohamed Touré). 

Bænken:
Oskar Snorre, Björn Kopplin, Frederik Lauenborg, Laurits Raun Pedersen, Noah Shamoun, Norman Campbell, Mike Themsen, Hakim Sulemana. Mohamed Touré.