Randers FC og PUMA forlænger samarbejdet til 2029

09.12.2025 08:30

PUMA har været trofast trøjesponsor i Randers FC siden 2015, og samarbejdet er nu forlænget frem til 2029

Randers FC og PUMA fortsætter det stærke samarbejde, da parterne er blevet enige om at forlænge den nuværende aftale med 4 år. Den nye aftale løber således helt frem til sommeren 2029, og dermed vil samarbejdet nærmer sig 15 år, men først skal vi fejre et flot 10-års jubilæum sammen, da PUMA siden 2015 har været trøjesponsor i Randers FC.

PUMA er allerede det tøjmærke, Randers FC har haft det længste og mest kontinuerlige samarbejde med, og forlængelsen vidner om et partnerskab, der har udviklet sig og vokset sig stærkere gennem årene. Aftalen dækker fortsat alt fra førsteholdets kamptøj i 3F Superligaen til træningstøj og udstyr til både første- og ungdomshold samt rejsetøj til Superliga truppen.

Drift- og udviklingschef i Randers FC, Jesper Hansen, glæder sig over aftaleforlængelsen:

- Samarbejdet mellem Randers FC og PUMA bygger på et tæt samarbejde både formelt og uformelt, hvor der er fokus på performance og udvikling samt at løse dagligdagens små udfordringer. Med den gode personlige kemi der er mellem PUMAS repræsenter og personalet i Randers FC både sportslige og administrativt, og med deres globale brand og lokale tilstedeværelse har PUMA været en ideel partner for klubben – både på og uden for banen. Og så kan vi også glæde os over den største tøjaftale i klubbens historie, fortæller Jesper Hansen.

Sten Larsen, Teamsales Manager i PUMA Danmark, supplerer:

- Vi har været en del af Randers FC i mange år, og det skyldes ikke mindst, at klubben arbejder ud fra værdier, som vi kan spejle os i. Samtidig er vi stolte over at være med både på og uden for banen med en klub, der gennem længere tid har leveret stærke præstationer i 3F Superligaen samt også være en markant medspiller i lokalsamfundet. Derfor var det helt naturligt for os at forlænge samarbejdet. 

Aftaleforlængelsen markerer næste kapitel i et stabilt og velfungerende samarbejde, som begge parter nu ser frem til at fortsætte de kommende år.