Optakt til søndagens lokalopgør

04.12.2025 13:27

På søndag er det lokalderbytid, når vi i årets sidste kamp tager imod AGF hjemme på Cepheus Park klokken 16.00.

Det blev senest til 0-0 på udebane på JYSK Park mod Silkeborg IF. Det var ellers en kamp, hvor begge hold havde muligheder for at tage alle tre point. Efter to 0-0-kampe i træk skal vi have bolden i mål på søndag - og der findes ikke en bedre anledning til at stikke en kæp i hjulet på formstærke AGF, som gæster Cepheus Park til et spændende lokalopgør.

Fokus på kampen

Randers FC har generelt et godt tag på AGF på Cepheus Park. I 26 kampe i 3F Superliga-regi er det blevet til 12 sejre, 7 uafgjorte og 7 nederlag. Seneste hjemmekamp var tilbage i april, hvor vi tog en 3-1-sejr med scoringer fra Simen Nordli, Wessel Dammers og Mohamed Toure.

Kigger vi på den samlede statistik i 3F Superligaen, har vi 21 sejre, 16 uafgjorte og 11 nederlag - og vi har faktisk heller ikke tabt til AGF siden 2023. Randers FC og AGF krydsede allerede klinger i 2. spillerunde, hvor vi tog en 1-2-sejr med hjem fra Aarhus på mål af Norman Campbell og Elies Mahmoud. Mange vil måske også huske kampen for Jannich Storchs to fantastiske straffesparksredninger mod Patrick Mortensen.

AGF har siden været inde i en flot stime og ligger i øjeblikket på Superligaens førsteplads med 37 point. Aarhusianerne har, siden Jacob Poulsen satte sig i trænersædet i sommer, kun tabt to kampe - den ene til os og den anden til Sønderjyske. Det er et mandskab med selvtillid og tro på tingene, og den blev kun styrket i søndags, da AGF vandt 2-0 på hjemmebane over F.C. København.

Man kan fremhæve flere spillere, som har tur i den hos AGF, blandt andet den norske landsholdsspiller Kristian Arnstad, der har været storspillende i efteråret og står noteret for 6 mål og 2 oplæg. Derudover kan man altid fremhæve Patrick Mortensen, som er den mest scorende spiller i opgørene mellem Randers FC og AGF med 9 mål i 19 kampe.

Der bliver nok at holde øje med i søndagens kamp, hvor vi skal forsøge at slutte året af med at tage tre point og forhåbentlig sætte en kæp i hjulet på de spirende mesterskabsdrømme i Aarhus.

Køb billet til opgøret her

Fun Facts

  • Kenneth Møller Pedersen er den ældste til at score i et opgør mellem de to mandskaber, da han i en alder af 36 år og 100 dage scorede til 1-1 i 2009.
  • Filip Bundgaard blev i 2023 den yngste målscore i lokalopgøret, da han som 19 år og 119 dage kom på måltavlen i Aarhus.
  • Både Randers FC og AGF har scoret i de seneste 10 møder klubberne imellem. Der er med andre ord lagt op til en kamp med mål søndag eftermiddag.